Mens Donald Trump som ny præsident i USA har varslet told på 60 procent på kinesiske varer, tager Kina nu et nyt skridt for at vinde indflydelse på det sydamerikanske kontinent i stedet.

Kinas præsident, Xi Jinping, har i Peru åbnet en ny megahavn, der er den første af sin slags på kontinentet.

Den ligger i Chancay omkring 80 kilometer nord for hovedstaden Lima og vil kræve investeringer på 25 milliarder kroner. Omkring 60 procent af havnen ejes af den kinesiske stat gennem selskabet Cosco.

Det skriver flere internationale medier, herunder BBC og nyhedsbureauet AFP.

»Vi er vidner til tilblivelsen af en ny land- og havkanal mellem Asien og Latinamerika i den nye æra,« lød det fra den kinesiske præsident Xi Jinping ved indvielsen af havnen.

Havnen ventes at blive et handelsknudepunkt for Kina i Peru, der de seneste årtier har været en af de hurtigst voksende latinamerikanske økonomier.

»Kina spiller en stor rolle i væksten i vores lands økonomi,« sagde Perus præsident, Dina Boluarte, ved åbningen af havnen.

Skal bane vej for nye ruter

Selvom der har været gang i den peruanske vækst i mange år, trues økonomien lige nu af de toldafgifter, som Donald Trump har bebudet.

For nylig erklærede han, at »told er det smukkeste ord i ordbogen«. Trump har lovet at indføre en told på mellem 10 og 20 procent på alle europæiske varer til USA ud over de 60 procent på kinesiske varer.

Derfor vil man fra havnen i Chancay etablere en direkte rute til Shanghai, som skal reducere skibsrejsen til omkring 23 dage mod 40 dage i dag, hvor varerne fra Peru fragtes via Manzanillo i Mexico og Long Beach i USA.

På den måde skal havnen bane vej for helt nye ruter, der kan bruges til helt at omgå Nordamerika.

Dermed står Chancay, som i dag er en fiskerby med omkring 50.000 indbyggere, nu til at blive et afgørende sted for import af asiatisk elektronik, tekstiler og andre varer.

Imens ventes mineraler at skulle eksporteres via havnen, blandt andet litium og kobber.

Havnen skal også anvendes af Chile, Colombia, Ecuador og en række andre sydamerikanske lande.

Både Xi Jinping og USAs præsident, Joe Biden, ankom torsdag til Lima i forbindelse med et møde i den økonomiske samarbejdsorganisation APEC, der står for Asia-Pacific Economic Cooperation.