Kan din telefon forvandle smitteveje til blindgyder? Heunickes nye app skal ud til »så mange som overhovedet muligt«

Med en ny app kan borgerne nu hjælpe med at forhindre coronasmitte. »Et vigtigt våben under genåbningen,« siger sundhedsministeren. Teknologien er dog så ny, at det er svært at vurdere slagkraften.

Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke holder pressemøde om lanceringen af myndighedernes nye app, som skal hjælpe til at opspore nye smittekæder. Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Der skulle ikke herske tvivl om tilliden til teknologien. Magnus Heunicke (S) indledte et pressemøde torsdag med at demonstrere, at han selv havde installeret den splinternye app på sin telefon.

»Vups, så er den aktiv,« sagde sundhedsministeren og viftede med skærmen foran de fremmødte.