På en flyvetur i sidste uge i den amerikanske vicepræsidents fly Air Force Two sagde vicepræsident Kamala Harris, at hun er klar til at træde til som præsident.
Det er i sig selv ikke særligt opsigtsvækkende, fordi det nu engang er den til enhver tid siddende vicepræsidents job at stå klar til at tage over, hvis USAs præsident skulle afgå ved døden.
»Jeg er klar til at tjene (som præsident, red.). Det er der ingen tvivl om,« sagde Harris ifølge The Wall Street Journal på flyveturen.
Hun fortsatte med at understrege, at alle, der havde arbejdet sammen med hende, er »fuldt bevidste om mine evner til at lede«.
Når udtalelsen, der i princippet giver sig selv, alligevel er interessant, skyldes det timingen.
Den seneste tid har præsident Joe Biden nemlig været under kritik for simpelthen at være for gammel til at tage endnu en fireårig periode som præsident.
Hvis Biden vinder det amerikanske valg i efteråret, vil han være 82, når han påbegynder sin anden periode som præsident, og 86, når han afslutter den.
Og tilbage i november viste en undersøgelse udgivet af CNN, at kun 25 procent af amerikanerne var overbeviste om, at Joe Biden var skarp og udholdende nok til at være en effektiv præsident – for hans store konkurrent Donald Trump var tallet 53 procent.
To brølere og et politisk nyrehug
Den seneste tid har amerikanerne ikke haft meget grund til at feje deres bekymringer om Joe Bidens alder af bordet.
Alene de sidste par uger har Joe Biden først forvekslet den franske præsident Emmanuel Macron med ekspræsidenten François Mitterrand, som har været død siden 1996.
Og få dage senere kom han til at sige, at han for nylig havde talt med den tidligere tyske kansler Helmut Kohl på et tidspunkt, hvor også denne var død, og Biden med al sandsynlighed mente Angela Merkel.
Og nærmest som for at føje spot til skade landede der torsdag aften i sidste uge en længe ventet rapport, der skulle kaste lys over, hvorvidt Joe Biden havde begået noget strafbart, da han havde gemt klassificerede dokumenter og noter i sit hjem.
Den gode nyhed var, at Biden ikke kunne straffes.
Den dårlige nyhed var, at præsidenten i rapporten beskrives som »en sympatisk, velmenende, ældre mand med en dårlig hukommelse«.
Udgivelsen af rapporten fik Joe Biden til indkalde til pressemøde, hvor han på det kraftigste anfægtede, at hans hukommelse fejler noget som helst.
»Disse påstande er ikke kun vildledende, de er simpelthen forkerte,« sagde Biden på pressemødet i Det Hvide Hus ifølge The Washington Post.
59-årige Kamala Harris har i sin periode som vicepræsident kæmpet særligt hårdt for retten til fri abort, særligt som følge af omvæltningen i de amerikanske abortrettigheder, som USAs højesteret stemte igennem i sommeren 2022.
Men det emne har tilsyneladende ikke været tilstrækkeligt til at trække hende op i målingerne, for ifølge hjemmesiden 538, som udarbejder gennemsnit af meningsmålinger, er kun 37,5 procent af vælgerne venligt stemt over for Kamala Harris, mens 53,5 procent ikke bryder sig om hende.