En særlig rapport trykker på Bidens svage punkt: En »ældre mand med dårlig hukommelse«

Rapporten fra den særlige anklager i USA sikrer, at præsident Joe Biden slipper for retssag. Men den har skabt helt andre problemer for den aldrende præsident.

USAs præsident Joe Biden har lemfældigt gemt klassificerede dokumenter og noter i sit hjem, konkluderer en længe ventet rapport, der blev offentliggjort sent torsdag aften.

Men beviserne mod ham er ikke stærke nok til, at Joe Biden kan retsforfølges, konkluderes det.

Nu skaber rapporten dog et helt andet problem for 81-årige Biden og sætter fokus på lige præcis det, amerikanerne frygter ved hans fortsatte præsidentskab: hans høje alder.

I rapporten beskrives Joe Biden nemlig som »en sympatisk, velmenende, ældre mand med en dårlig hukommelse« af den særlige anklager Robert Hur, der har stået for efterforskningen.

Beskrivelsen bygger på, hvordan Joe Biden har opført sig under sine forklaringer til anklageren. Her kunne Joe Biden ifølge rapporten for eksempel ikke huske, hvornår hans vicepræsidentskab startede og sluttede.

Rapporten brugte også ord som »nedsatte evner« og »en fejlbehæftet hukommelse« samt »begrænset præcision og genkaldelse« om præsidenten.

Hasteindkaldt pressemøde

Det fik Joe Biden til hastigt at indkalde til et pressemøde, hvor han vredt anfægtede, at hans hukommelse fejler noget, selvom han er 81 år gammel.

»Disse påstande er ikke kun vildledende, de er simpelthen forkerte,« sagde Biden i Det Hvide Hus ifølge The Washington Post.

Han mener ikke, at der er en korrekt fremstilling af ham i rapporten og angreb direkte den særlige anklager Robert Hur.

»Der henvises endda til, at jeg ikke kan huske, hvornår min søn døde. Hvordan i helvede tillader han sig at rejse det spørgsmål?« sagde Biden til den fremmødte presse. Sønnen Beau Biden døde i 2015 af kræftsygdom.

Joe Biden kom under pressemødet selv ved en fejl til at henvise til Egyptens præsident Abdel Fattah El-Sisi som »Mexicos præsident«.

Joe Biden hasteindkaldte til et pressemøde, da rapporten var offentliggjort natten til fredag dansk tid. Her angreb han den særlige anklager Robert Hur. Kevin Lamarque/Reuters/Ritzau Scanpix

»En politisk katastrofe«

Sagen om rapporten har overtaget alle de amerikanske medier på en dag, hvor Tucker Carlsons interview med Vladimir Putin også er udkommet.

Rapporten lægger sig i rækken af episoder, hvor Joe Biden har vist sig at have et aldrende sind: Han har forvekslet Volodymyr med Vladimir, Britney Spears med Taylor Swift og er væltet på cykel.

Republikanerne har længe forsøgt at udbrede fortællingen om, at Biden er direkte senil.

Beslutningen om ikke at retsforfølge Joe Biden burde være en sejr, men i virkeligheden blev det »en politisk katastrofe«, skriver Michael D. Shear, korrespondent i Det Hvide Hus for The New York Times.

»Den mest alvorlige politiske skade vil sandsynligvis være om Hr. Bidens alder, som mange erfarne demokrater allerede mener er præsidentens største svaghed,« skriver han.

Hemmelige dokumenter

Undersøgelsen af Joe Biden har handlet om dokumenter fra Bidens tid som vicepræsident i USA under præsident Barack Obama fra 2009 til 2017 og den periode, hvor Biden sad i Senatet.

Ifølge rapporten tog Biden klassificerede oplysninger med sig, da han forlod posten som vicepræsident i 2017. Oplysningerne handlede blandt andet om USAs krig i Afghanistan og andre nationale sikkerhedsspørgsmål.

Dokumenterne er blevet fundet i Bidens hjem i Delaware og hans tidligere kontor.

Blandt dokumenterne var et håndskrevet notat til daværende præsident i Obama i 2009. Der var også håndskrevne noter relateret til efterretningsbriefinger og møder om den nationale sikkerhed, står der i rapporten.

Den særlige anklager Robert Hur, der har stået for efterforskningen, har dog fundet flere grunde til, at Joe Biden ikke skal anklages.

For eksempel konkluderes det, at dokumenterne kan være blevet bragt til Bidens hjem, mens han var vicepræsident og havde bemyndigelse til at opbevare den slags dokumenter. Dermed er der ikke bevis for, at han har handlet bevidst i strid med loven.