Joe Biden vil fordoble USAs årlige flygtningekvote

Den amerikanske præsident, Joe Biden, ønsker at hæve flygtningeloftet, som han lovede under sin valgkamp.

Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: JONATHAN ERNST
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

USAs regering ønsker at fordoble antallet af flygtninge, som får lov til at komme ind i landet, til 125.000.

Det større antal skal gælde fra det kommende finansår, der begynder 1. oktober.

Det oplyser det amerikanske udenrigsministerium mandag.

Ministeriet vil konsultere ministeriet for indenlandsk sikkerhed og Senatet om at hæve kvoten.

»USA er forpligtet til at gå forrest i bestræbelserne på at yde beskyttelse og fremme holdbare løsninger på humanitære kriser,« siger Ned Price, der er talsmand for udenrigsministeriet.

I indeværende finansår, der slutter ved udgangen af september, er USAs flygtningekvote på 62.500.

Præsident Joe Biden lovede under sin valgkamp, at han ville ændre den kurs, som hans forgænger i Det Hvide Hus, Donald Trump, havde sat ved at skære i antallet af flygtninge, som USA tillader indrejse hvert år.

Republikaneren Trump satte kvoten ned til 15.000, hvilket var det laveste antal i årtier.

Donald Trump forsøgte i sine fire år som præsident at begrænse antallet af migranter til USA. Det lave antal flygtninge var en af måderne at gøre det på.

Kort efter sin tiltrædelse som præsident i januar lovede Biden at hæve flygtningeloftet til 62.500.

Men godt to måneder senere vendte han på en tallerken og sagde, at han ville fastholde antallet af flygtninge på samme rekordlave niveau som under Donald Trump.

Den beslutning blev så voldsomt kritiseret af blandt andre hans demokratiske partifæller, at han satte loftet op.

»Den triste sandhed er, at vi ikke når op på 62.500 i år. Vi arbejder så hurtigt, vi kan, for at rette op på den skade, der er blevet gjort de seneste fire år. Men det tager tid,« sagde Joe Biden i den forbindelse.

Planen om at tage dobbelt så mange flygtninge ind i finansåret 2022 kommer samtidig med, at titusindvis af evakuerede afghanere opholder sig på amerikanske militærbaser, hvor de venter på at få lov til at påbegynde en ny tilværelse i USA.

/ritzau/Reuters