»Jeg tog ansvar«: Harris' mand indrømmer affære under første ægteskab

 Kamala Harris' mand, Doug Emhoff, og hans tidligere ægteskab har været genstand for en opsigtsvækkende historie i et britisk tabloidmedie. Nu bekræfter Emhoff selv dele af historien.

Kamala Harris og Doug Emhoff har været gift siden 2014. Inden da var Doug Emhoff gift med en anden kvinde, som han har to børn med. Mandel Ngan/AFP/Ritzau Scanpix

Politikeres privatliv har det med at finde vej til medierne. 

Særligt, når der er valgkamp.

Det er ikke nogen undtagelse under det amerikanske præsidentvalg, hvor Kamala Harris' mand, Doug Emhoff, nu har været ude og bekræfte en historie fra det britiske tabloidmedie Daily Mail.

Daily Mail har lørdag bragt en opsigtsvækkende historie om, at Doug Emhoffs første ægteskab sluttede i 2009, fordi Emhoff havde en affære med en anden kvinde.

Det er sandt, bekræfter Emhoff over for CNN:

»Under mit første ægteskab gik Kerstin (Emhoffs første kone, red.) og jeg igennem nogle hårde tider på grund af mine handlinger. Jeg tog ansvar, og i årene siden arbejdede vi igennem tingene som familie og er kommet stærkere ud på den anden side,« siger han til CNN.

Daily Mail skriver på baggrund af anonyme kilder, at kvinden, Emhoff havde en affære med, var lærer og barnepige til hans datter. De skriver også, at kvinden blev gravid, og at hun »ikke beholdt barnet«. Om der er tale om en abort eller bortadoption, angives ikke.

Doug Emhoff kommenterer ikke på disse påstande i sin udtalelse.

Daily Mail har kontaktet den kvinde, avisen skriver det handler om, foran hendes hjem: Hun hverken bekræftede eller afviste historien.

Del af baggrundstjek

Ifølge CNN har affæren og omstændighederne omkring været kendt i fire år blandt det team, der stod for at lave baggrundstjek, da Kamala Harris var i proces med at blive udnævnt som Joe Bidens vicepræsidentkandidat op til valget i 2020. 

Ifølge CNN har Harris også været bekendt med affæren, som sluttede flere år før, hun indgik i et forhold med Doug Emhoff.

Det er ikke første gang, Kamala Harris' familieliv står for skud – Donald Trumps vicepræsidentkandidat, J. D. Vance, har kritiseret Kamala Harris for ikke at have sine egne børn og kaldt hende »en barnløs kattedame«.

Her tog Doug Emhoffs ekskone, Kerstin Emhoff, Kamala Harris i forsvar og roste hende som stedmor:

»Dette er angreb uden grundlag. I over ti år, siden Cole og Ella (det tidligere ægtepars børn, red.) var teenagere, har Kamala været forælder sammen med Doug og jeg,« har hun sagt til CNN.