Det var så pinligt, at den italienske premierminister, Giorgia Meloni, ikke kunne forbigå det.

Giorgia Meloni var ellers blot på ferie i Albanien med sin familie, da hun uformelt mødtes med Albaniens premierminister, Edi Rama.

Han kunne imidlertid fortælle sin kollega, at en større gruppe italienske turister var løbet fra regningen efter et besøg på en albansk restaurant i byen Berat. Optrinet var blevet fanget på et overvågningskamera.

I et usædvanligt diplomatisk træk valgte Meloni derefter selv at betale regningen, skriver Politico.

Hun skulle have bedt den italienske ambassadør i Albanien sørge for at betale regningen »for disse idioter«.

»Italien kan ikke miste respekten i udlandet,« skulle en surmulende premierminister have sagt ifølge det italienske nyhedsbureau Ansa, da hun blev bekendt med sine landsmænds opførsel.

Regningen skulle ifølge den italienske avis La Stampa være på 80 euro – svarende til knap 600 kroner.

»Italienerne respekterer reglerne og betaler deres gæld, og vi håber, at episoder af denne art ikke vil gentage sig,« oplyste den italienske ambassade i Albanien efterfølgende.

Francesco Lollobrigida, den italienske landbrugsminister, udtalte til Reuters, at det var et spørgsmål om »national stolthed«.

»Hun (Meloni, red.) tilbød at betale regningen. Ambassadøren var på vej tilbage til Tirana og havde mulighed for at gøre det. Nogle få uærlige individer kan ikke bringe skam over en nation af anstændige mennesker,« sagde Francesco Lollobrigida.

Den italienske ambassade i Albanien har bekræftet, at regningen er blevet betalt med Melonis personlige midler.