Italien vil stramme reglerne for influencere
Der venter enorme bødestraffe, hvis influencere i støvlelandet ikke oplyser deres samarbejder korrekt.

Der venter enorme bødestraffe, hvis influencere i støvlelandet ikke oplyser deres samarbejder korrekt.

»Influencernes vilde vesten er forbi.«
Sådan lyder ordene fra chefen for den italienske kommunikationsmyndighed, Giacomo Lasorella.
BBC skriver, at Italien kommer til at stramme loven for stjernerne på sociale medier, så de er underlagt de samme regler som traditionelle medier, når de poster indhold online. Reglerne vil i første omgang gælde for profiler med mere end en million følgere.
»Vi starter med de store, men andre influencere bliver også nødt til at tilpasse sig,« siger han til avisen la Repubblica.
De foreslåede retningslinjer har blandt andet til formål at beskytte børn. Derfor vil influencere, der undlader at angive korrekt, når det angår deres samarbejde med et brand og deres kommercielle interesse, rammes af hårde sanktioner på op mod 250.000 euro.
I tilfælde af produktplacering er »influencere forpligtet til at indsætte en advarsel om indholdets reklamekarakter«, skriver den italienske kommunikationsmyndighed i en erklæring.
Det er ikke kun italienerne, der vil skærpe lovgivningen for influencere.
I juni sidste år vedtog Frankrig en lov, der skal indskrænke muligheden for at reklamere for lotteri- og væddemålsspil, mens reklamering for genstande som tobak forbydes helt. Onlinepersonlighederne kan risikere fængselsstraf, hvis loven overtrædes.
Og i oktober meddelte Europa-Kommissionen, at den ville intensivere kontrollen med influenceres forretningspraksis og aktiviteter. Her lød det, at digitale indholdsskabere ville være nødt til at »følge fair kommerciel praksis, og deres følgere har ret til gennemsigtig og pålidelig information«, skriver BBC.
Ifølge EU-Kommissionen er influencer-markedsføring blevet en væsentlig spiller i den digitale økonomi og forventes at nå en global værdi på 19,98 milliarder euro i 2023.
»Influenceres virksomheder blomstrer, og mange forbrugere – ofte unge mennesker eller endda børn – stoler på deres anbefalinger. Denne forretningsmodel kommer dog også med juridiske forpligtelser,« sagde Didier Reynders, der er EU-kommissær for retlige anliggender.
Tilbage i november kunne Berlingske fortælle, at Forbrugerrådet Tænk havde anmeldt otte danske influencere for potentielle brud på markedsføringsloven.
Det fik Medierådet for Børn og Unge til at råbe politikerne op, da de nuværende regler for sociale medier langtfra er lige så skrappe, som hvis et barn skal medvirke i en reklamefilm.