Israelsk journalist trykker på udløserknap og sprænger bygning i luften
En israelsk journalist deltog aktivt i krigen i Libanon. Nu får han massiv kritik.
En israelsk journalist deltog aktivt i krigen i Libanon. Nu får han massiv kritik.
En israelsk journalist er havnet i modvind, efter han under en udsendelse lørdag har deltaget i at sprænge en bygning i Libanon i luften.
Danny Kushmaro, som er journalist på Channel 12, kunne i sin egen reportage på kanalen ses i skudsikker vest, mens han fik instruktioner fra en israelsk soldat i, hvordan han skulle detonere sprængladningerne.
Det skriver Middle East Eye.
Ifølge journalisten indeholdt bygningen et ammunitionsdepot.
Et videoklip af episoden viser, at en israelsk soldat fortæller journalisten, at stedet bruges til at skyde mod det nordlige Israel.
Derefter viser klippet, at der tælles ned, før journalisten trykker på udløserknappen, og bygningerne eksploderer.
»En trussel mindre mod den israelske stat,« siger journalisten, som bruger ordet »vi« og ikke »de« om folkene bag indsatsen.
»Vi efterlader ikke noget. Alle steder med sprængladninger bliver ødelagt.«
Journalistens handling vækker voldsom kritik.
Det anses for at være et brud på journalistisk etik at blande sig aktivt på den måde. Journalisten begår tilmed en krigshandling ved at trykke på udløserknappen, mener kritikere.
Journalisten er dermed et legitimt mål, lyder det fra flere brugere på sociale medier.
TV 2s korrespondent Martin Selsøe Sørensen kalder det »fuldstændig uacceptabelt«.
»Det er med til at undergrave alle journalisters arbejde, at man tager part i konflikten,« siger han til TV 2.
Etan Nechin, som skriver for den israelske avis Hareetz, kalder det »ubegribeligt«, at journalisten har sluttet sig til den israelske hær og bombet en bygning.
»Dette sker, mens IDF angriber palæstinensiske journalister på vage anklager og dræber libanesiske journalister i søvne. Frastødende,« skriver han på X.
Hverken Danny Kushmaro eller hans arbejdsgiver har hidtil reageret på kritikken.