Det britiske parlamentsmedlem Mike Amesbury er blevet suspenderet af sit parti, Labour, efter et voldeligt optrin. 

Det skriver flere britiske medier, herunder Sky News.

Overvågningsoptagelser, som Daily Mail har bragt, viser politikeren slå en mand i jorden natten til lørdag klokken 02.15. 

I videoen slår han manden omkuld, tilsyneladende uden forudgående slag fra den forurettede. Derefter fortsætter Amesbury med at slå ham med yderligere seks knytnæveslag, mens manden ligger ned. 

I en officiel meddelelse søndag hævdede Mike Amesbury, at han følte sig truet på gaden efter en aften i byen med sine venner.

Politikeren fastslog, at han selv havde kontaktet politiet for at forklare, hvad der ifølge ham selv skete ved optrinet, der fandt sted i hans valgkreds Runcorn og Helsby, Cheshire.

Det stoppede dog ikke regeringspartiet Labour i at suspendere Mike Amesburys medlemskab af partiet, mens efterforskningen af hændelsen nu er i gang. Det siger en talsperson fra regeringspartiet ifølge Sky News.

I videoen af det voldelige optrin høres Mike Amesbury råbe ad manden, der lå på jorden.

»Du kommer aldrig til at true et parlamentsmedlem igen,« lyder det fra Amesbury i videoen.

Ifølge mediet fik politiet anmeldelsen om episoden omkring klokken tre lokal tid natten til lørdag.

55-årige Mike Amesbury har været medlem af Labour-partiet, siden han var 17 år gammel, og han blev parlamentsmedlem i 2017.