Islamisk Stat forsøgte at få dansk forsker til at dele omtalt video fra Marokko

Islamisk Stat tilbød dansk forsker, at han kunne blive den første til at dele en video, hvor mindst tre drabstiltalte mænd i Marokko sværger troskab til Islamisk Stat.

En amerikansk syriens-jihadist tilbød angiveligt en dansk forsker at blive den første til at dele en video, hvor mindst tre af de anholdte i forbindelse med drabet på danske Louisa Vesterager Jespersen og norske Maren Ueland i Marokko, sværger troskab til Islamaisk Stat og terrorbevægelsens leder, Abu Bakr al Baghdadi. FADEL SENNA

I en video, der i øjeblikket florerer på internettet, sværger fire mænd troskab til Islamisk Stat. Mindst tre af de pågældende mænd er siden blevet anholdt i forbindelse med den formodede terrorhandling, som har kostet den danske kvinde Louisa Vesterager Jespersen og hendes norske veninde Maren Ueland livet.

Islamisk Stats propagandaapparat har angiveligt forsøgt at udbrede videoen i så stort omfang som overhovedet muligt.

Torsdag blev den danske terrorforsker Tore Refslund Hamming efter eget udsagn kontaktet af et »relativt højtstående medlem af Islamisk Stat,« som ifølge Tore Refslund Hamming er en amerikansk syriens-jihadist, der i øjeblikket arbejder for terrororganisationen i Tyrkiet. Det skriver TV 2.

Tore Refslund Hamming er gæsteforsker på Dansk Institut for Internationale Studier, hvor han forsker i militant islamisme, jihadistiske grupper og deres indbyrdes konkurrence, og ifølge TV 2 tilbød den amerikanske syriens-jihadist fra Islamisk Stat, at Hamming kunne blive den første på verdensplan til at udsende troskabs-videoen af de fire mænd i Marokko.

Det valgte Tore Refslund Hamming at takke nej til. I stedet blev videoen delt af en fransk forsker.

Til TV 2 fortæller Tore Refslund Hamming, at syriens-jihadisten fortalte ham, at han »meget gerne vil have, at den her video bliver spredt, og at man er med til opbygge en hype omkring angrebet og videoen.«

»Og det, synes jeg jo, er lidt spøjst. At den her person, som, jeg ved, er knyttet til Islamisk Stat og har en relativt højtstående position inden for gruppen, at han på den måde kontakter forskere og analytikere,« siger Tore Refslund Hamming til TV 2.

Berlingske har uden held forsøgt at få en uddybende kommentar fra Tore Refslund Hamming.

Slettet på Twitter

De fire mænd taler ikke direkte om drabene i den pågældende video, hvor de sværger troskab til terrororganisationen Islamisk Stat og bevægelsens leder Abu Bakr al Baghdadi. Men torsdag oplyser anklagemyndigheden i Marokko i en pressemeddelelse, at tre ud af de fire mænd er de samme tre mænd, som blev anholdt under mistanke for delagtighed i drabene på de to kvinder, skriver TV 2.

Ifølge Reuters har anklagemyndigheden i Marokko ligeledes bekræftet, at videoen er ægte.

Videoen blev første gang offentliggjort på en Twitter-konto, der blev oprettet mandag - samme dag som mordet på de to kvinder. Videoen blev delt på Twitter-profilen torsdag, men Twitter har sidenhen fjernet den. Ifølge TV 2 mener marokkanske myndigheder, at den pågældende video er optaget engang i forrige uge.

Den marokkanske regering karakteriserer drabene på Louisa Vesterager Jespersen og Maren Ueland som en terrorhandling, og den opfattelse deler både Politiets Efterretningstjeneste og Norges kriminalpoliti, Kripos, skriver Ritzau.

Ritzau oplyser desuden, at både dansk og norsk politi har sendt en betjent til Marokko med henblik på at styrke samarbejdet på tværs af landene.