De 50 fængselsvagter og syv politibetjente, der på tværs af seks fængsler i Ecuador har været taget til fange af indsatte, er blevet løsladt igen.
Det oplyser Snai, der er landets statslige organ med ansvar for fængsler.
Fængselsvagterne og betjentene bliver nu tilset af læger, men alle virker umiddelbart til at være ved godt helbred, lyder det fra Snai.
Massegidseltagningen fandt sted, en dag efter at hundredvis af soldater og politibetjente gennemførte en operation, hvor de ledte efter våben, ammunition og eksplosiver i et af landets største fængsler i den sydlige by Latacunga.
Det er uklart, hvilke fængsler der har været centrum for gidseltagningen.
Snai sagde tidligere torsdag, at gidseltagningen er en hævnaktion for den operation.
Senere lød det, at gidseltagningen skete i protest mod flytningen af indsatte til andre fængsler.
Ecuadors fængsler har dannet rammerne om massakrer blandt rivaliserende bander med forbindelser til mexicanske og colombianske narkokarteller.
Massakrerne har kostet 430 indsatte livet siden 2021 og har ofte efterladt sig et spor af brændte og parterede lig.
Natten til torsdag gik to kraftige bilbomber desuden af i Quito, landets hovedstad.
Den ene bombe sprang uden for Snais hovedkontor og den anden ved en bygning, hvor Snai tidligere har haft hjemme.
Ingen kom til skade.
Borgmesteren i Quito, Pabel Munoz, udtalte også, at der natten til torsdag var tre eksplosioner med granater i byen.
Seks personer, herunder en colombiansk statsborger, blev anholdt ved en af eksplosionerne.
Alle anholdte har en blakket straffeattest med domme for afpresning, røveri og drab, sagde borgmesteren.
Landet var indtil for få år siden et fredeligt sydamerikansk tilflugtssted mellem verdens største producenter af kokain, Colombia og Peru.
De senere år er volden dog steget i landet, og det er nu blevet et midtpunkt for smugling af narkotika.
/ritzau/AFP


