Da Stram Kurs-stifteren Rasmus Paludan i august ville til Malmø for at brænde koraner af, førte det øjeblikkeligt til stor vrede i det socialt udsatte boligområde Rosengården, og flere imamer måtte ud at mane til ro.

De satte sig ned med en række jødiske rabbinere i en af områdets moskeer for at vise, at de stod sammen imod koranafbrændingen. Men der var én imam, som var kraftigt imod den begivenhed, skriver Expressen.

Hans navn er Basem Mahmoud, og i en kælder i Rosengården driver han sin egen moské. Om fredagen kan der komme mellem 50 og 100 gæster for at høre ham prædike. Og det vækker nu bekymring blandt de andre imamer i området.

Antisemitiske prædikener

For Basem Mahmouds prædikener er ofte antisemitiske. Han har for eksempel udtrykt klar afsky over for den solidaritetsaktion, som adskillige imamer og rabbinere deltog i under sensommerens optøjer i Malmø.

»Disse imamer vil bare behage de vantro, de repræsenterer ikke os. De repræsenterer ingen. Vi hader dem,« siger han for eksempel i en prædiken, der også er lagt på YouTube, om de imamer, som bygger bro til det jødiske miljø.

Et par uger senere sagde han ved en anden fredagsbøn, at »Vesten styres af jøder«, og at »jøder er efterkommere af grise og aber«.

I en tredje har han forsvaret den terrorist, som tidligere i år skar halsen over på den franske skolelærer Samuel Paty for at have vist Muhammed-tegningerne i undervisningen.

»En person, der elsker sin religion, bliver meget vred og slagter læreren med en kniv i rendestenen, fordi læreren er uren, og rendestenen er det eneste sted, han fortjener. Det er en simpel ligning. En af dem syndede ved at fornærme profeten, og en af os syndede ved at dræbe den lærer, som havde syndet ved at fornærme profeten,« siger han ifølge Expressen i en prædiken.

»En katastrofe«

Hans prædikener vækker bekymringer hos kollegerne i Malmø. Saeed Azam, som også er imam i Rosengården, kalder Basem Mahmoud og hans moské for »en katastrofe«, som ligefrem kan være en trussel mod det jødiske samfund i byen og skade forholdet mellem jøder og muslimer i området.

»I Rosengården har vi virkelig forsøgt at løse problemer. Da der for eksempel var folk, som ville brænde Koranen af i Rosengården, kom jeg og sagde, at hvis de brændte én koran, ville jeg dele tusind ud selv. Men Basem Mahmoud kan ikke lide sådan noget. Han vil gerne se ild i gaderne og smide sten efter politiet. Det er så stort et problem, at sådan en moské findes,« siger han til Expressen.