I nat stemte Georgia om USAs fremtid: Nu kan Raphael Warnock skrive historie

To neglebidende tætte valg i Georgia kan måske snart være afgjort. I hvert fald er én vinder nu udråbt, og han kan skrive historie. Raphael Warnock bliver den første sorte senator nogensinde valgt ind i Georgia. Her er det, du skal vide om nattens valg.

Med 97 procent af stemmerne optalt har det amerikanske nyhedsbureau Associated Press erklæret en vinder af det ene af to senatsvalg i Georgia.

Den demokratiske kandidat, aktivist og prædikant Raphael Warnock er erklæret som vinder i valget mod Kelly Loeffler. Han bliver den første sorte senator fra Georgia nogensinde.

Og hans sejr betyder, at Demokraterne kun mangler ét sæde i Senatet for at få det flertal, Joe Biden har brug for, hvis han skal gennemføre sin politik. Som stemmerne fordeler sig lige nu, ser det ud til, at det kan lade sig gøre.

Her er, hvad du skal vide om nattens neglebider i Georgia.

1. Derfor er valget så vigtigt

I nat blev der afholdt valg om Georgias to sæder i Senatet. Alle 100 sæder i det magtfulde senat – altså på nær de to i Georgia – er allerede fordelt, og lige nu er stillingen 50-48 i Republikanernes favør. Det er derfor, alles øjne på det seneste har været rettet mod Georgia.

  • Republikanerne behøver kun at vinde ét af senatssæderne for at få flertallet.

  • Demokraterne skal til gengæld vinde begge valg for en stilling på 50-50.

  • Formår de at trække sejren hjem, bliver det vicepræsidenten – altså Kamala Harris – som får den afgørende stemme ved stemmelighed.

  • Det vil med andre ord give Demokraterne det tyndest mulige flertal.

2. Det ser godt ud for Biden

Onsdag morgen blev Raphael Warnock som sagt erklæret som vinder af det ene af de to senatsvalg.

Det andet, som står mellem Republikanernes David Perdue og Demokraternes Jon Ossoff, er stadig for tæt til at blive afgjort, men enkelte medier har allerede dristet sig til at udråbe Jon Ossoff som vinder. Størstedelen af de resterende stemmer ventes nemlig at tilfalde Demokraterne. Derfor ligner det lige nu to demokratiske sejre.

Med 98 procent af stemmerne talt op ser stillingen lige nu sådan her ud:

  • Kelly Loeffler (R): 49,5 procent

  • Raphael Warnock (D): 50,5 procent

  • David Perdue (R): 49,9 procent

  • Jon Ossoff (D): 50,1 procent

3. Det endelige resultat ventes i aften

Stemmeoptællingen er lige nu sat på pause, men genoptages onsdag morgen lokal tid, har delstatens indenrigsminister, republikaneren Brad Raffensperger, fortalt til CNN. Derfor forventes der et resultat omkring middagstid lokal tid. Det vil sige omkring klokken 20 i aften dansk tid. Der er dog en sandsynlighed for, at AP og andre store medier kan udråbe Jon Ossoff som vinder af valget mod David Perdue inden da.

Men der er også en sandsynlighed for, at det ender i omtælling. Hvis marginen mellem to kandidater er under 0,5 procentpoint, vil det nemlig gå sådan.

4. Warnock lover at arbejde for hele Georgia

Den 51-årige demokrat er præst i Ebenezer Church i Atlanta. Det var også her, Martin Luther King prædikede i 1960erne. Warnock er i øvrigt den første sorte senator, som nogensinde er valgt ind i Georgia.

»Jeg er beæret over den tillid, som I har vist mig,« sagde han i en livevideo til sine vælgere tidligere:

»Jeg tager til Senatet for at arbejde for hele Georgia.«

Lyt til »Kampagnesporet«, Berlingskes podcast om amerikansk politik: