Analyse: Hvis Demokraterne vinder gyser, står Biden i gæld til denne kvinde. Til gengæld vil nederlaget klæbe til Trump

Meget peger på, at Demokraterne vinder begge senatspladser i Georgia. Og præsident Donald Trump bliver allerede bebrejdet for nederlaget.

Efter endnu en valggyser i Georgia tirsdag peger meget på, at Demokraterne for anden gang på to måneder er på vej til at skrive historie i den ellers traditionelt republikanske sydstat.

Hvis Demokraterne vinder begge omvalg til Senatet i Georgia, hvilket det tyder på, giver det Joe Biden den bedst mulige platform for at kunne gennemføre sin politik, da hans parti i så fald vil få magten i begge af Kongressens kamre. Biden vil i så fald stå i evig gæld til en 47-årig sort kvinde.