I kapløbet om at konkurrere med USAs militær har Kina fredag søsat sit første næstegenerationsamfibieangrebsskib af typen 076. 

Det skriver CNN med afsæt i en erklæring fra Kinas hær, People's Liberation Army Navy (PLAN) 

Kina har i forvejen den største skibsflåde i verden, og med deres nye tilføjelse er de også i besiddelse af et af verdens største amfibieangrebsskibe, der af Kina hyldes som et »nøgleaktiv« til at fremme flådens transformation og forbedre dens langtrækkende operationelle kapacitet. 

»Det viser Kinas voksende maritime magtprojektionsevne på et tidspunkt, hvor den amerikanske flådes engagement og evne til ekspeditions-, amfibie- og humanitære bistandsmissioner er mindsket betydeligt,« siger Carl Schuster, der er tidligere operationsdirektør ved US Pacific Command's Joint Intelligence Center.

Særligt katapultsystem

Ud over skibets størrelse med en maks.-kapacitet på 40.000 ton er det ekstraordinære ved krigsskibet, at det er udstyret med særligt elektromagnetisk katapultsystem, der kun findes ét lignende system af.

På den amerikanske flådes nyeste hangarskib, »USS Gerald R Ford«.

Systemet gør det muligt at medbringe og opsende større og tungere fly end hidtil, og skibets kapacitet betyder, at der kan medbringes mere brændstof, flere bomber og flere missiler. 

På den måde gør skibets systemer og kapacitet altså flyene i sig selv mere dødbringende. 

Men en rapport fra Center for Strategic and International Studies viste tidligere på året, at krigsskibstypen også kan bruges til noget andet og noget, som Kina tidligere er kritiseret for. 

Ifølge rapporten kan type 076 bruges som en massiv droneplatform.

»Hvis den er begrænset til ubemandede systemer, vil Type 076s luftvinge være yderst kapabel. Kina kan prale af et avanceret og voksende arsenal af droner, herunder blandt andet GJ-11 stealth-kampdronen, WZ-7 rekognosceringsdronen og CASC Rainbow strike UCAV,« står der i augustrapporten fra CSIS, der er baseret på satellitbilleder af skibet under konstruktion.

Carl Schuster, militæranalytiker og tidligere kaptajn i den amerikanske flåde, siger, at størrelsen er en vigtig faktor, når det gælder Type 076.

»Det viser PLAN-flådens engagement i ekspeditions- og amfibiekrigsførelse og en voksende evne til at gøre det«, sagde han.