Onsdag eftermiddag var Grønland – endnu en gang – på den amerikanske præsident Trumps læber.

Det skete i et interview med den amerikanske podcaster Vince Coglianese. 

»Oprindeligt skulle det have været Usha Vance – hun var den vigtigste rejsende til Grønland – og nu er det vicepræsidenten selv, der skal af sted. Hvad er missionen der. Hvad har de – den amerikanske delegation – gang i,« spurgte han Trump. 

Over en telefonlinje og med en forkølet stemme svarede præsidenten, at det er for at fortælle »dem«, at USA har brug for Grønland af hensyn til den internationale sikkerhed. 

En frase der efterhånden er gået igen og igen fra amerikansk hold. 

Dog kom Trump ikke nærmere, hvem »dem« er. 

»Vi har brug for det. Vi er nødt til at have det. Det er en ø, der fra et defensivt perspektiv – og endda offensivt perspektiv – er noget, vi har brug for, især med verden, som den er. Og vi bliver nødt til at have den. Og jeg hader at sige det på den måde, men vi er nødt til at have den. Når man ser på skibene – der sejler op langs deres kyst i hundredvis – er det et travlt sted, og det er virkelig noget, vi er nødt til at have,« lød det fra præsidenten. 

I alt gentog Trump seks gange i det korte interview, at USA »er nødt til at have« Grønland. Du kan se og høre interviewet i toppen af artiklen. 

Præsident Trump bliver desuden spurgt om han tror, at det grønlandske folk er ivrigt efter at blive amerikanske statsborgere.

»Det ved jeg ikke,« svarede han og tilføjede: 

»Jeg tror ikke, at de er modvillige.« 

For nylig lavede Verian en meningsmåling i Grønland for Berlingske og den grønlandske avis Sermitsiaq.

Her svarede seks procent af den grønlandske befolkning, at de ønskede, at Grønland skulle blive en del af USA.

Efter usikkerhed blandt Planen er nu, at vicepræsidentparret fredag besøger militærbasen Pituffik Space Base, tidligere kendt som Thulebasen.

Tidligere var planerne, at en større amerikansk delegation skulle besøge Nuuk og Sisimiut lige oven i den grønlandske regeringsdannelse og kort før kommunalvalget.