Donald Trump overvejer at købe Grønland. Det var nyheden, grønlændere og danskere kunne vågne op til fredag morgen. Og selv om overskriften måske kan skurre i ørerne på de fleste, er det faktisk ikke første gang, at USA har overvejet ideen.
Men hvorfor er Donald Trump pludselig interesseret i Grønland? Svaret kan blandt andet findes i rivaliseringen mellem USA og Kina. Den begrænser sig nemlig ikke kun til handelskrig, straftold og striden om teleudbyderen Huawei – den handler også om Arktis.