Hvordan undgår en selverklæret milliardær at betale skat? Forstå Trumps skattesag

Han har brugt enorme summer på frisører, jetfly og konsulenter. Men han har samtidig tabt mere, end han har tjent. Donald Trumps skattepapirer kan blive en bombe under valgkampen. Forstå sagen her.

 
Præsident Donald Trump afviser klart og tydeligt de seneste afsløringer om ham i The New York Times. Han har betalt skat, siger han. Video: Reuters/Ritzau Scanpix. Fold sammen
Læs mere

Igennem hele hans præsidentskab har Donald Trumps kritikere presset på for, at han skulle offentliggøre sine skattepapirer.

Nu er The New York Times angiveligt kommet i besiddelse af præsidentens egne indberetninger til det amerikanske skattevæsen (IRS), og de kan blive en bombe under valgkampen. For hvis avisens afsløringer holder vand, beviser de, at Donald Trump ikke har betalt indkomstskat i 11 af de seneste 18 år.

Donald Trump, som ifølge Forbes menes at være god for 2,5 milliarder dollar, har afvist afsløringerne som det rene opspind og på et pressemøde søndag hævdet, at han har betalt meget i blandt andet stats-skat til New York.

Berlingske giver her overblikket over de vigtigste afsløringer fra Donald Trumps skattepapirer.

Donald Trump betaler mindre i skat end tidligere præsidenter

Ifølge The New York Times har Donald Trump ikke betalt føderal indkomstskat i 11 ud af de seneste 18 år. I både 2016 og 2017 har han dog betalt 750 dollar – svarende til knapt 4.800 kroner.

Det er væsentligt lavere beløb, end det, hans forgængere betalte, mens de sad i Det Hvide Hus. Både Barack Obama og George Bush betalte ifølge The New York Times ofte over 100.000 dollar i føderal indkomstskat om året, mens de var præsidenter. Det er knap 640.000 kroner.

Forud for valget havde Donald Trump ikke betalt indkomstskat i 10 ud af de foregående 15 år, skriver The New York Times.

Donald Trump har brugt flere penge, end han har tjent

Grunden til, at Donald Trump tilsyneladende har betalt så relativt lidt i indkomstskat er, at han ifølge The New York Times’ oplysninger har angivet at have tabt langt større beløb i sin forretningskoncern, end han har tjent.

Det kan vise sig at være den mest skadelige afsløring for Donald Trump, som under valgkampen i 2016 netop forsøgte at sælge sig selv som en succesfuld forretningsmand. Hans enorme tab fortæller en anden historie:

»Trumps kerneselskaber – fra hans samling af golfklubber til hans konservative hotel i Washington – angiver tab for flere millioner, hvis ikke tocifrede millionbeløb, år efter år,« skriver The New York Times.

Siden år 2000 har Donald Trump angivet at have mistet over 315 millioner dollar på hans golfklubber alene. Hans hotel i Washington, som åbnede i 2016, har tabt over 55 millioner dollar, skriver The Guardian.

Donald Trump har trukket luksuriøs livsstil fra i skat

Selv mens hans forretninger har angivet enorme tab har Donald Trump dog formået at nyde en luksuriøs livsstil. Gennem sine selskaber har han nemlig brugt enorme summer på sig selv.

Han har således købt privatfly, som kan fragte ham mellem sine ejendomme, brugt over 70.000 dollar på at få stylet hår til TV, og 100.000 dollar på sin datters foretrukne hår- og makeup-stylist.

Beløbene har han angivet som virksomhedsudgifter, og han har dermed kunnet trække dem fra i sine årsregnskaber – og betale mindre i skat.

Donald Trumps datter og personlige rådgiver, Ivanka Trump, har modtaget enorme konsulenthonorar for sit arbejde i sin fars organisation - også selvom hun var ansat. Fold sammen
Læs mere
Foto: NICHOLAS KAMM.

Donald Trump har udbetalt enorme summer til sin datter

Lad os blive lidt ved Ivanka Trump, præsidentens datter og nuværende rådgiver i Det Hvide Hus. For ifølge The New York Times’ afsløringer kan hun have hjulpet sin far betydeligt med at betale mindre i indkomstskat.

Mens hun var ansat i sin fars koncern, The Trump Organization, tyder meget nemlig på, at hun modtog enorme konsulenthonorar.

I næsten alle sine forretninger har Donald Trump angivet flere høje konsulenthonorar som virksomhedsudgifter og dermed fået en lavere skatteregning. Siden 2010 har brugt over 26 millioner dollar på den slags udgifter.

Ifølge The New York Times er Ivanka Trump én af dem, der har modtaget pengene. Ifølge Donald Trumps skattepapirer har han således udbetalt næsten 748.000 dollar til en unavngiven konsulent i forbindelse med hotelprojekter i Hawaii og Vancouver. I 2017 viste Ivanka Trumps skattepapirer, at hun havde modtaget et identisk beløb.

Donald Trump kan have store regninger på vej

Donald Trump har optaget flere hundrede millioner af dollar i lån. Og flere af dem udløber inden for de næste fire år, skriver The New York Times. Præsidenten har således lån for over 421 millioner dollar stående i sit navn.

Samtidig har han siden 2011 kæmpet en lang kamp mod skattevæsnet, efter han fik 72,9 millioner dollar tilbage i skat året forinden.

Hvis han taber sagen, kan det koste ham op mod 100 millioner dollar, skriver The New York Times.