»Hvis du ikke kan slå virussen, slå taskforcen«: Med 70.000 døde gør Trump klar til at lukke coronataskforce

Den amerikanske regering gør klar til genåbning af landet, og i samme ombæring planlægger man derfor nu at opløse den coronavirus-taskforce, som hidtil har haft ansvaret for håndteringen af krisen. Det er for tidligt, mener kritikerne.

 
Coronavirus har ramt USA. Kilder: Reuters, Ritzau Scanpix, redigering: Caroline Nørkjær, Ida Meesenburg og Mathilde Jørgensen Fold sammen
Læs mere

Over 70.000 amerikanere er døde efter at have fået coronavirus, og et internt regeringsdokument har for nyligt indikeret, at det daglige dødstal kan fordobles inden juni.

Alligevel gør præsident Donald Trump klar til at genåbne USA. Samtidig har han og hans regering nu annonceret, at de vil neddrosle aktiviteterne i den coronavirus-taskforce, som hidtil har håndteret coronakrisen.

Trump-regeringens coronavirus-taskforce består blandt andet af en række sundhedseksperter, såsom Anthony Fauci, ekspert i smitsomme sygdomme ved National Institutes of Health, Deborah Birx fra det amerikanske center for sygdomskontrol og -forebyggelse (CDC), Robert Redfield, som er virolog og direktør for CDC, og  Surgeon General Jerome Adams, chefen for U.S. Public Health Service Commissioned Corps. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jonathan Ernst/Reuters/Ritzau Scanpix.

Det skriver The Guardian.

I stedet bliver ansvaret for håndteringen af krisen snart lagt tilbage i hænderne på ministerierne – enten i slutningen af maj eller begyndelsen af juni, forklarede vicepræsident Mike Pence tirsdag.

»Jeg siger ikke, at noget er perfekt, og ja, vil nogle mennesker blive berørt? Ja. Vil nogle menneske blive negativt berørt? Ja,« sagde præsident Trump om den snarlige genåbning, da han besøgte en maskefabrik i Arizona tirsdag:

»Men vi bliver nødt til at åbne vores land, og vi bliver nødt til at åbne det snart.«

Beslutningen om at opløse regeringens coronavirus-taskforce er taget kort efter, at et internt regeringsdokument, som Berlingske tirsdag har beskrevet, viste, at det daglige dødstal inden juni kan vokse til 3.000 coronarelaterede døde dagligt.

Samme dokument anslår også, at 200.000 amerikanere kan testes positiv for coronavirus hver dag i slutningen af maj. Til sammenligning er der lige nu omtrent 25.000 nye smittede om dagen og 1.000 til 2.000 coronarelaterede dødsfald om dagen.

Selv om Det Hvide Hus understreger, at dokumentet ikke afspejler regeringens nuværende prognoser for smittespredningen i landet, har både Donald Trump og hans eksperter opjusteret det forventede samlede dødstal.

Det samme har det universitet, University of Washington, hvis fremskrivningsmodeller Trump-regeringen hidtil har lænet sig op ad.

Mike Pence, som altså står i spidsen for regeringens coronavirus-taskforce, understregede tirsdag, at beslutningen om nu at opløse taskforcen afspejler den »enorme fremgang«, landet har haft mod coronavirussen.

Og selv om ansvaret for krisehåndteringen nu lægges tilbage i ministeriernes hænder, betyder det ikke, at regeringen ikke længere vil læne sig op ad eksperternes råd, understreger Det Hvide Hus.

Nye tilfælde

I en af USAs allerhårdest ramte byer, New York, er der endelig bedring at spore i tallene. I starten af april voksede antallet af nye smittede næsten hver dag med knap 5.000, men i løbet af de seneste par uger er det tal faldet betydeligt.

Til gengæld synes antallet af nye smittede nu at vokse andre steder i landet, skriver The New York Times.

Selv om storbyer som Chicago og Los Angeles i første omgang formåede at knække kurven på smittespredningen, er antallet af nye smittetilfælde mere end fordoblet begge steder siden 18. april.

I Chicago registreres der hver dag næsten 2.000 nye smittetilfælde, og i Los Angeles mindst 1.000. I Dallas County i Texas registreres der hver dag omtrent 100 flere nye smittetilfælde, end der gjorde for en måned siden, og i både Boston og Indianapolis er tallene også på vej op.

Det kan være et udtryk for, at man i et større omfang end tidligere er begyndt at teste for virussen, og derfor også opdager flere tilfælde. Men ikke desto mindre vokser tallene altså. Selv om USA i det store billede synes at have »knækket kurven«, frygter eksperter, at en for hurtig genåbning af landet hurtigt kan få tallene til at stige endnu mere.

Beslutningen om at lukke regeringens coronavirus-taskforce har derfor øjeblikkeligt fået kritik fra Demokraterne, der mener, at det er for tidligt. Hillary Clinton, der er tidligere udenrigsminister og i 2016 var Donald Trumps konkurrent i præsidentvalget, har også angrebet regeringen for dens beslutning:

»Det lader til, at planen, ganske skammeligt, er ikke at have nogen plan. Amerikanerne kommer til at lide. Vi må erstatte denne regering i november,« skriver hun på Twitter og henviser her til det kommende præsidentvalg, hvor demokraten Joe Biden er Donald Trumps konkurrent.

»Hvis du ikke kan slå virussen, slå taskforcen,« skriver David Axelrod, tidligere chefstrateg for den tidligere præsident Barack Obama, på Twitter.