»Hvis du forsøger at klage, så vil du blive dræbt og begravet uden for hegnet«

Den russiske oppositionsaktivist Ildar Dadin fortalte offentligheden om tæv, trusler og mishandling af fanger i et fængsel. Nu har han været forsvundet i over en måned.

Over 1.300 indsatte er stuvet sammen i straffekoloni nummer 7 i den russiske region Karelien. Ildar Dadin var en af dem, men nu er han forsvundet.

I fem uger har hans kone, Anastasija Sotova, forsøgt at lokalisere sin mand. Hun har tigget fængslet i den russiske provins og kriminalforsorgen i Moskva om svar. Uden resultat. Det eneste, familien ved med sikkerhed, er, at 34-årige Ildar Dadin forsvandt i november, efter han i et brev havde anklaget fængselspersonalet for at mishandle ham og de andre indsatte.

Dadins brev vakte allerede dengang opsigt. Den fængslede aktivist var kendt som en fremtrædende Putin-kritiker og forkæmper for homorettigheder. Sidste år blev han så også kendt som den første, der blev idømt fængselsstraf som følge en lovstramning om deltagelse i demonstrationer, som ikke på forhånd er godkendt af myndighederne. Før den nye lov slap deltagere i den slags fredelige protester med bøde. Under den nye fik Ildar Dadin 2,5 års fængsel.

Truede med voldtægt

Men mødet med straffekoloni nummer 7 var værre, end Dadin og hans familie kunne have drømt om. Efter en måned i fængslet fik familien det første livstegn, et brev udsmuglet af oppositionsaktivistens advokat. Det beskrev udførligt den første måneds næsten daglige mishandlinger. På dag ét i fængslet blev Dadin »tævet fire gange af 10-12 personer ad gangen,« lyder det i brevet.

»Så tog de undertøjet af mig og sagde, at de ville hente en anden fange, der ville voldtage mig, medmindre jeg indstillede min sultestrejke,« fortæller han.

»'Hvis du forsøger at klage, så vil du blive dræbt og begravet uden for hegnet',« sagde en af fængselsvagterne ifølge Dadin.

Beretningen bekræftede tidligere rædselshistorier om fængslet i Karelien. Forhenværende indsatte har til russiske medier fortalt om torturlignende mishandling på stedet. Fangevogtere tvang dem til at indtage smertefulde stillinger, indtil deres ledbånd sprækkede. I andre tilfælde blev fanger lejet ud som slavelignende arbejdskraft. Indsatte, der vovede at 'sladre' til anklagemyndigheden eller pressen om forholdene, blev straffet særligt hårdt.

»Ikke bare sendte de en uskyldig mand i fængsel. Nu torterer de ham også,« skrev hans kone Anastasija Sotova.

På Putins bord

Brevet fra den kendte aktivist bragte for en stund forholdene i de russiske fængsler helt til præsident Putins bord, da Ruslands præsidentielle menneskeretsråd tog sagen op på et årligt møde i Kreml.

Men for Ildar Dadin var problemerne kun lige begyndt. I en udtalelse til avisen Novaja Gaseta forsvarede fængslet sin magtanvendelse. Dadin havde »på grov vis at undladt at forlade sin celle.« Han skulle også have grebet fat i »vagternes uniform, hvorfor magtanvendelse og særlige tiltag blev brugt mod ham,« lød det i udtalelsen.

Kort efter forsvandt Dadin sporløst.

Hverken hans advokat eller hans familie har siden slutningen af november kunnet få oplyst, hvor han befinder sig. Menneskeretsgrupper frygtede, at han var blevet mishandlet eller dræbt som hævn for sine anklager.

Forsvindingen har imidlertid genantændt den årelange diskussion om de umenneskelige forhold i mange russiske fængsler.

»Hovedreglen er, at så længe der ikke er noget lig, så risikerer de fængselsansatte allerhøjest anklager, der ikke har noget at gøre med den egentlige forbrydelse,« siger Sergej Petrjakov, leder af Retszonen, en forening, der arbejder for indsattes rettigheder, til den russiske netavis Republic.

Levende korridor med elektrochok

I en af de få sager om fangemishandling, der har nået domstolene, fortalte indsatte i den sibirske by Krasnokamensk, hvordan fængselsledelsen havde organiseret en 'levende korridor' af vagter bevæbnet med slagvåben, elektrochokvåben og hunde. En for en blev fangerne drevet gennem 'korridoren' for at blive mishandlet. Ifølge retsakterne bed en af vagternes hunde en luns af en af fangernes lår. Sagen endte med, at de otte vagter slap med betingede straffe, mens en del af ofrene fik ubetingede domme for at stå bag et fangeoprør.

Ifølge Sergej Petrjakov er opmærksomhed fra offentligheden den vigtigste beskyttelse de indsatte kan få. Og netop sådan har aktivister og Dadins familie forsøgt at lægge pres på myndighederne i sagen om oppositionsaktivisten. En række af Ruslands mest fremtrædende forfattere, herunder nobelprismodtageren Svetlana Aleksijevitj, har forsøgt at råbe den russiske regering op. Og torsdag i denne uge fik hans kone, Anastasija Sotova, så et opkald fra den russiske kriminalforsorg.

Ildar Dadin er, på femte uge, undervejs med tog til en anden straffekoloni et andet sted i det store land, lød det. Kriminalforsorgen nægtede dog at afsløre, hvor Dadin er. Og i straffekoloni nummer 7 i Karelien sidder der fortsat over 1.300 mennesker.