Den 36-årige britiske kvinde Virginia McCullough forgiftede sin far og slog sin mor med en hammer, hvorefter hun stak hende flere gange med en køkkenkniv.

Efterfølgende boede hun sammen med ligene i fire år.

Nu er hun idømt fængsel på livstid for drabene, der fandt sted i forældrenes hjem i Great Baddow i Essex i det østlige England.

Det skriver The Guardian.

Politiet fattede mistanke om drabene, efter at forældrenes praktiserende læger meddelte, at de i længere tid ikke havde givet lyd fra sig.

I september 2023 tvang politiet sig derfor ind i hjemmet, hvor de fandt ligene. Her var Virginia McCullough til stede, og hun tilstod straks at have begået drabene og blev så arresteret.

»Jeg vidste, at det her ville ske. Det er passende, at jeg afsoner min straf. I det mindste har i fanget den rigtige forbryder,« sagde Virginia McCullough ifølge politiet ved anholdelsen.

Årsagen til drabene, der fandt sted i juni 2019. er stadig uklar.

Hjemmebygget grav

Virginia McCullough byggede ifølge retten i Chelmsford, som behandlede sagen, en »midlertidig grav« til sin far i hjemmet. Den bestod af betonblokke.

Moren skal efter sigende være blevet pakket ind i en sovepose i et klædeskab.

I årevis fortalte den 36-årige kvinde løgne om, hvor hendes forældre befandt sig. Hun påstod eksempelvis over for læger og pårørende, at de var syge eller på ferie.

»Virginia McCullough myrdede sine forældre koldblodigt,« siger stationsleder hos politiet i Essex Rob Kirk til The Guardian og tilføjer, at hun er intelligent og manipulerende og lyver om »næsten alle aspekter af sit liv«.

Tappede forældres pension

Siden drabene har kvinden hævet forældrenes pension og i alt modtaget 1,2 millioner kroner i løbet af de seneste fire år.

Ifølge sagens anklager brugte McCullough 200.000 kroner på onlinebetting mellem 2018 og 2023.

Der er dog ikke beviser, der peger på, at forældrenes pension er blevet brugt på dyre, luksuriøse genstande.

Anklagemyndigheden har udtalt, at pengene ser ud til at være blevet »smidt væk«.

Dommeren, Jeremy Johnson, udtalte i forbindelse med retssagen, at han er overbevist om, at forbrydelserne nødvendiggjorde en særlig planlægning.

Virginia McCullough havde nemlig skaffet en stor mængde receptpligtig medicin, og i maj 2019 købte hun en kniv og »redskaber til at knuse og adskille tabletter« med.

Selvom en egentlig årsag til drabet ikke er fundet, har Jeremy Johnson alligevel en klar idé:

»Jeg er sikker på, at et betydeligt motiv for begge drab var at forhindre dine forældre i at opdage, at du har stjålet og løjet for dem,« lød det fra Jeremy Johnson, da han dømte den britiske kvinde.

Få overblikket hver morgen

Tilmeld dig nyhedsbrevet »Dagens overblik« og få de vigtigste historier direkte i din indbakke.