Hun blev tortureret og dræbt, og billedet gik verden rundt. Nu er hun pludselig dukket op i en sæbeopera

En ny, populær syrisk dramaserie følger den »formidable detektiv« Adam, der kan løse alle forbrydelser. Men én af mordgåderne har vakt massiv furore blandt det syriske regimes kritikere. Kvinden på billedet er nemlig ikke et fiktivt offer. Og gerningsmanden er ikke hendes forsmåede elsker.

Den syriske militærfotograf kendt under pseudonymet Caesar har smuglet tusindvis af billeder ud af lig fra Assads torturfængsler, som nu indgår som bevismateriale i sager mod regimet. Ét af dem var af Rehab al-Alawi (i midten af billedet).  Saul Loeb/AFP/Ritzau Scanpix

En januaraften i 2013 bankede en særlig enhed fra den syriske efterretningstjeneste på Rehab al-Alawis dør. Den 25-årige studerende skulle blot følge med »i et par timer«, lød beskeden. Men »et par timer« blev en evighed, og ingen hørte noget fra den unge kvinde, før billedet af hendes lig to år senere dukkede op i et fotokatalog af torturerede og dræbte fanger. Familien bekræftede identiteten og sørgede over tabet af deres datter.

I dag, fem år senere, er Rehab al-Alawi så pludselig dukket op igen. Denne gang i rollen som en gravid egyptisk kvinde, der er blevet dræbt af sin elsker – som også er hendes velhavende chefs søn.