Amerikansk topforsker advarer: Vi kan ikke regne med en vaccine

Kina, Sydkorea og Taiwan har fået kontrol over coronavirussen uden en vaccine. Måske resten af verden også skal indstille sig på det, mener amerikansk topforsker. Der er nemlig en risiko for, at vaccinen aldrig kommer, advarer han.

Det amerikanske firma Moderna har annonceret fremskridt med at finde en vaccine mod coronavirus. Den er nu blevet testet på nogle mennesker, og meget tyder på, at den ikke giver bivirkninger. Men om vaccinen virker mod virussen, vides endnu ikke. Joseph Prezioso/AP/Ritzau Scanpix

Hele verden venter på en vaccine. Med sådan en kan vi nedkæmpe virussen og atter vende tilbage til det liv, vi havde, før coronaviruspandemien lagde verden ned: Det liv, der tillod os at danse tæt i store forsamlinger, kramme og give hånd.

Men den amerikanske topforsker William Haseltine er ikke sikker på, at sådan en vaccine nogensinde kommer. Selvom der er reel mulighed for, at den kan blive udviklet, ville han i hvert fald ikke regne med det, siger han til The Guardian.

William Haseltine har tidligere været professor på Harvard Medical School. Han har stiftet to forskningscentre dedikeret til kræft- og hiv/aids-forskning på det verdensanerkendte universitet, og har selv stået bag banebrydende forskning inden for sit felt, skriver Reuters.

Han er skeptisk over for den globale vaccineindsats, fordi det ikke tidligere har kunnet lade sig gøre at finde vacciner mod de fire beslægtede coronavira, der allerede cirkulerer i os mennesker.

Hver gang forskerne har forsøgt, har de ikke formået at finde vacciner, som kan beskytte vores mukøse membraner – altså de slimhinder, der sidder på indersiden af vores næsebor. Når først en virus kommer derind, kan det være svært at bremse den fra at hoppe ind i vores blodbaner, forklarer William Haseltine til The Guardian.

Derfor opfordrer han folk til fortsat at bære mundbind, vaske hænder, ofte gøre overflader rene og at holde afstand til hinanden. Han mener, at den bedste tilgang mod pandemien er at gøre, som mange lande hidtil har gjort: Opspor de smittede. Isoler dem. Test dem, de har været i kontakt med. Og gentag.

Han fremhæver Kina, Taiwan og Sydkorea som lande, der har haft succes med den tilgang.

USA, Rusland og Brasilien er derimod de lande, der har håndteret krisen dårligst, mener han. Det er også de tre lande, hvor allerflest personer er testet positive for coronavirus.

I USA er der således over halvanden million personer smittet med coronavirus, ifølge Johns Hopkins University, i Rusland lidt over 300.000 og i Brasilien knap 292.000.

På verdensplan er fem millioner mennesker nu testet positive for coronavirus.