Mindst fem mennesker er ifølge Reuters blevet dræbt i lufthavnen i Afghanistans hovedstad, Kabul, der lige nu ligger hen i kaos.

Afghanere forsøger med alt, hvad de har, at komme med fly ud af landet, mens Talebans styrker omringer lufthavnen, beretter en række internationale medier.

De seneste døgn har afghanere, lokalt ansatte og borgere fra andre lande, deriblandt Danmark, forsøgt at komme ud af Kabul, mens Taleban hastigt rykkede nærmere og sent søndag indtog hovedstaden.

Videoer fra lufthavnen, der deles på sociale medier, viser lige nu kaotiske og hjerteskærende scener. Af afghanere, der forsøger at kravle op på fly via undersiden af trapper. Og afghanere, der forsøger at klynge sig til hjul og vinger på fly, der allerede er i fart på startbanen.

Der florerer også videoer af fly, der letter fra Kabul Lufthavn, og hvor der under opstigningen falder noget ned. Disse videoer deles af flere med en tekst om, at det skulle være en eller flere personer, der falder til jorden.

Det er lige nu ikke muligt for Berlingske at verificere videoernes ægthed. Men de deles af flere kilder med stor indsigt i Afghanistan og den nuværende situation. Udenlandske journalister beskriver med ord samme kaotiske tilstande, som videoerne viser. Berlingske forsøger løbende at verificere videoerne.

Natalie Amiri, international korrespondent for den tyske tv-station ARD, deler for eksempel en video, der viser store menneskegrupper i lufthavnen, mens der lyder maskingeværsalver i baggrunden.

Ragip Soylu, der er bureauchef for mediet Middle East, Eye deler en video, der viser, hvordan afghanere sætter sig på siden af fly i fart. Middle East Eye er ifølge sin hjemmeside en uafhængig nyhedsorganisation, der dækker Mellemøsten.

Mediet Afghan News viser, hvordan afghanere forsøger at komme med fly, der flyver fra Kabuls lufthavn.