Historisk dag for EU: Ursula von der Leyen bliver den første kvindelige kommissionsformand

Det lykkedes med hiv og sving Ursula von der Leyen at erobre et snævert flertal af stemmerne i Europa-Parlamentet tirsdag aften. Tysklands konservative forsvarsminister tager fra efteråret over fra Jean-Claude Juncker som formand for Europa-Kommissionen.

FRANCE-EU-POLITICS-PARLIAMENT
Det var en tydeligt lettet Ursula von der Leyen, der tirsdag aften kunne glæde sig over at blive ny kommissionsformand. Fold sammen
Læs mere
Foto: FREDERICK FLORIN

For første gang nogensinde bliver det en kvinde, der kommer til at stå i spidsen for Europa-Kommissionen. Tirsdag aften stemte et snævert flertal af europaparlamentarikerne i Strasbourg ja til den tyske konservative Ursula von der Leyen.

Under en hemmelig afstemning fik hun 383 ja-stemmer ud af i alt 733 afgivne stemmer. 327 stemte imod hende.

Det betyder, at Ursula von der Leyen kun fik lidt over halvdelen af stemmerne svarende til 52,3 procent. Ser man på andelen af ja-stemmer i forhold til et fuldtalligt parlament med 751 medlemmer, er sejren endnu mere spinkel.

»Jeg føler mig meget beæret, og jeg er overvældet. Jeg takker jer for den tillid, I viser mig,« sagde Ursula von der Leyen kort efter i plenarsalen i Strasbourg.

»Jeg er ydmyg over for opgaven. Det er et stort ansvar, og arbejdet starter nu.«

Den danske konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, som er kandidat til at blive Ursula von der Leyens viceformand, lykønskede hende få minutter efter, at resultatet blev offentliggjort:

»Første kvindelige kommissionsformand. Til lykke til von der Leyen. Jeg glæder mig så meget til at arbejde sammen med dig.«

Von der Leyens partiformand i tyske CDU, Annegret Kramp-Karrenbauer, betegnede afstemningen som en historisk dag:

»Vi glæder os over, at europaparlamentarikerne stemte for en kvindelig formand for Europa-Kommissionen.«

Udfordringerne står i kø

Det har været en hektisk tid for den kommende kommissionsformand, efter at statsminister Mette Frederiksen (S) og hendes 27 kolleger besluttede sig for at pege på von der Leyen som kandidat til posten ved et topmøde 2. juli.

Von der Leyen har altså haft præcis to uger til at forsøge at overtale medlemmerne af Europa-Parlamentet om, at hun var den rigtige kvinde til posten.

Tirsdagen startede derfor med, at hun holdt det, der må have været hendes livs vigtigste tale i Strasbourg. Det gjorde hun ved at fremlægge sine visioner for blandt andet nye klimamål, krav om kønsbalance i Europa-Kommissionen og ønsket om en europæisk mindsteløn.

Ursula von der Leyen, der er vokset op i Bruxelles med en far, der var embedsmand i det daværende EF, startede på fransk, fortsatte på tysk og holdt sig ellers primært til engelsk. Det snævre resultat kan gøre det vanskeligt for von der Leyen at indfri de mange løfter, hun måtte udstikke for at blive valgt. Hendes første store test bliver godkendelsen af det samlede kommissionshold til efteråret

Usikkerhed til det sidste

I forvejen var det på ingen måder sikkert, om von der Leyen virkelig kunne mønstre det nødvendige flertal.

Det var forventet, at hun ville få så godt som alle stemmer fra sin egen politiske konservative familie, EPP-gruppen. Ledelsen af både de liberale, gruppen Forny Europa, og Socialdemokraterne meldte tirsdag ud, at det var partiets linje at støtte hende.

Christel Schaldemose er tilfreds med dagens resultat. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kasper Palsnov.

Den danske socialdemokrat Christel Schaldemose, der i øvrigt blev tilfældigt udvalgt til at monitorere afstemningen, sagde bagefter, at det »godt nok var et tæt resultat«:

»Jeg synes, det er godt, hun blev valgt, selv om jeg langt fra er enig med hende i alt. EU har ikke brug for endnu en krise. Nu glæder jeg mig til, at vi kan komme i gang med det politiske arbejde.«

Andre grupper havde meldt klart ud, at det blev et nej tak fra deres medlemmer.

Det gjaldt blandt andet gruppen De Grønne, hvor danske SF er medlem. Også den EU-skeptiske gruppe »Identitet og Demokrati« nægtede at pege på von der Leyen. DFs Peter Kofod, der er en del af gruppen, glædede sig i forvejen meget til at »stemme klart nej til superføderalisten Ursula von der Leyen«.

Peter Kofod havde gerne været foruden von der Leyen. Fold sammen
Læs mere
Foto: ARIS OIKONOMOU.

Sidste gang, en sådan afstemning fandt sted, var 15. juli 2014, da den daværende forsamling af parlamentarikere stemte om Jean-Claude Juncker, som de sidste fem år har været formand for Europa-Kommissionen. Han blev valgt dengang med 422 ud af de afgivne 729 stemmer.

Eva Jung er Berlingskes korrespondent i Bruxelles.
Lykke Friis er Berlingskes korrespondent i Berlin.