Palæstinensernes leder, Mahmoud Abbas, er vred. Faktisk rasende, siger hans tilhængere. Og det er ikke tit, at denne rolige 82-årige mand for alvor hidser sig op. Men den amerikanske præsident Donald Trumps anerkendelse af Jerusalem som Israels hovedstad har lukket døren for forhandlinger om en palæstinensisk stat, som – indrømmet – ingen har set eller hørt om i årevis.
Abbas er præsident af navn, men han er ikke længere en valgt en af slagsen. Palæstinenserne beskæftiger sig ikke mere med valg. Slet ikke de, der tilhører den såkaldte moderate palæstinensiske fløj Fatah.
Denne fløj, som anser sig selv for at være palæstinensernes svar på de skandinaviske socialdemokratier, lider under konstant angst for at blive tvunget fra magten, hvis de udskriver valg. Fatah frygter, at den mere ekstreme gruppe Hamas, som hersker i Gaza-striben, ville vinde.
Så den 82-årige Abbas er ikke alene præsident uden et egentligt land og uden et mandat fra folket, han er efterhånden også temmelig isoleret i palæstinensernes administrative hovedstad Ramallah uden for det Jerusalem, som USA nu har udråbt til Israels hovedstad.
De arabiske lande har glemt alt om palæstinenserne og har nok i andre kampe. Og palæstinenserne selv har rent faktisk heller aldrig været ubetinget velkomne i de arabiske lande, hvor de ofte betragtes med mistro og skepsis. Især i de lande, de flygtede til: Jordan, Syrien og Libanon.
Abbas blev dog én gang valgt som præsident. Det var i 2005 efter hans forgænger Yasser Arafats død. Siden er han blevet forlænget på posten af Det Palæstinensiske Råd i Ramallah ad flere omgange.
Abbas er historien om palæstinensernes lidelser og flugt efter staten Israels oprettelse i 1949.
Han blev født i Galilæa, men flygtede sammen med sine forældre til Syrien, da den første krig brød ud kort efter Israels dannelse. Så studerede han i Moskva og tog en grad fra et af Moskvas universiteter. Afhandlingen var om »samarbejdet mellem nazisterne og zionisterne« - et værk, der også indeholdt rene konspirationsteorier. Men den var god nok til »tidsånden« hos den palæstinensiske og arabiske elite i 1950erne.
Så vendte han tilbage til Syrien og blev angiveligt KGB-agent under navnet »Krotov«. Det kan man ifølge palæstinensiske medier læse om i det nu opløste KGBs arkiver.
Så mødte han Yasser Arafat: Manden, der senere blev leder af Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation, PLO, og som samtidig var chef for den gren, der hed Fatah – den største af palæstinensernes organisationer.
Abbas var den moderate stemme i et PLO, der hele tiden planlagde nye terroraktioner enten i Israel eller rundt om i verden. Han samarbejdede også med grupper, der om muligt var værre end Fatah på terrorområdet.
Han sagde åbent, at han mente, at den eneste vej til fred gik igennem forhandlinger med Israel. Bare at nævne navnet dengang kunne havde været ensbetydende med døden. Men han overlevede. Givetvis fordi han blev anset for at være klogere end mange af sine kolleger.
Ingen er i tvivl om, at Abbas er en modig mand og en person, der ville freden. Men han tabte ligesom Arafat det hele på gulvet, bedst som der lå et konkret forslag på bordet om en palæstinensisk stat. Han fejlede i afgørende øjeblikke.
Dét, og så det faktum, at han og sønnerne er blevet beskyldt for omfattende korruption, der har gjort dem hovedrige. Det er nogle af de ting, Abbas vil blive husket for.
Ja, og så dertil nu også, at USA på hans vagt udråbte Jerusalem til Israels hovedstad. Den pynter heller ikke, når historien om Abbas skal skrives.