Klædt i blå og hvide farver står en mand med et skilt på maven ved indgangen til Mamilla-gågaden i Jerusalem. En gågade, der i bogstavelig forstand forbinder den vestlige jødiske del af byen med den østlige arabiske del. På skiltet står der: »Jerusalem kan ikke deles«. Hver gang en fodgænger går forbi, tager manden med skiltet nogle små hurtige skridt i retning af de forbipasserende og siger noget uforståeligt med en lys hvæsende stemme.
Ingen synes at ane, hvad manden siger, men de hidsige skridt hen imod dem får folk til at stoppe op og læse skiltet. Budskabet er en velkendt frase fra den israelske højrefløjs skuffe. En sætning, der i mange år har været essensen af religiøses protest mod den fredsproces mellem israelere og palæstinensere, som i snart 30 år har haft Jerusalems deling på dagsordenen.
Og denne dag i Jerusalem er det en frase, der for første gang – siden Israel besejrede Jordan i krigen i 1967 og erobrede Østjerusalem – får en amerikansk præsidents utvetydige opbakning.
Mens manden onsdag stod med sit skilt, havde Donald Trump endnu ikke sagt ord om Jerusalem. Det skete først på et pressemøde onsdag aften. Og med Donald Trumps anerkendelse af Jerusalem som Israels hovedstad vil USAs præsident stille sig side om side med den israelske regering i spørgsmålet om Jerusalem. Anerkendelsen vil indikere, at USA i lighed med den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, nu heller ikke længere mener, at byen bør deles mellem israelere og palæstinensere. Og at USA i modsætning til omkring 160 af verdens lande heller ikke mener, at Østjerusalems palæstinensiske befolkning lever under en israelsk besættelse, der strider mod FN-resoultioner og Folkeretten.
Den evige strid
Men lige så tydelig som tilfredsheden med Donald Trumps erklæring vil være i Vestjerusalem, lige så tydelig vil utilfredsheden være i Østjerusalem. For Jerusalems palæstinensere, der udgør en tredjedel af byens samlede befolkning, vil en støtte fra Donald Trump til Jerusalem som Israels hovedstad blive opfattet som en hån mod palæstinensernes aspirationer om at oprette en selvstændig stat med Østjerusalem som hovedstad.
Erklæringen vil også blive set som en favorisering af Jerusalems jødiske tilhørsforhold over islams. Derfor vil erklæringen fra palæstinensernes synsvinkel være udtryk for en manglende anerkendelse af deres tilhørsforhold til byen.
Som hjemsted for de tre store monoteistiske religioner, og som stridspladsen for den israelsk-palæstinensiske konflikt, er Jerusalem byen, hvor alle politiske diskussioner næsten altid kan føres mange hundrede år tilbage. Argumenterne for retten til byen går ikke tilbage til krigen i 1967 eller til Israels oprettelse i 1948. Ofte hentes det tungeste skyts for de israelske jøders vedkommende hele 3.000 år tilbage i tiden frem, når premierminister Netanyahu og andre argumenterer for den jødiske ret til byen.
Da Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, i denne uge, truede med at suspendere de diplomatiske forbindelser mellem Tyrkiet og Israel, hvis Trump formulerede sig som bebudet, reagerede den israelske trafikminister Israel Katz lynhurtigt.
»Der findes ikke noget mere historisk korrekt og retfærdigt, end at anerkende Jerusalem – der har været det jødiske folks hovedstad i 3000 år – som Israels hovedstad,« lød hans modsvar til Erdogan, ifølge Jerusalem Post.
Et politisk minefelt
De historiske referencer dominerer ofte i de tilsyneladende uendelige skænderier om byen. Jo længere tilbage, jo bedre. Og sideløbende høres argumenter fra begge sider, hvor modpartens tilhørsforhold til byen bliver forsøgt miskrediteret. Som når muslimske imamer eller skolelærere uden at blinke benægter, at der nogensinde har været jødiske templer i Jerusalem. Eller når israelske akademikere kaster sig ud i en gradbøjning af Jerusalems position i islam med henvisning til, at navnet Jerusalem ikke engang er nævnt i Koranen.
Netop koblingen mellem de religiøse og politiske spændinger har især siden 1967 præget hverdagen i byen.
Det er ikke mere end fem måneder siden, at fordømmelserne haglede ned over Israel fra store dele af den muslimske verden, fordi den israelske regering opstillede metaldetektorer ved indgangen til de muslimske helligdomme på Tempelpladsen i Jerusalem. Israels regerings beslutning kom, efter to israelske politibetjente var blevet dræbt af tre palæstinensiske gerningsmænd på stedet. Mens Israel anså metaldetektorerne for at være en nødvendig sikkerhedsforanstaltning, så palæstinenserne og store dele af den muslimske verden dem som et ulovligt brud på den status quo aftale, som Israel og de muslimske myndigheder har omkring Tempelpladsen, og som giver Jordans styre formelt overopsyn med helligdommene. Efter flere dages voldsomme sammenstød og demonstrationer i Jerusalem besluttede den israelske regering sig for at pille metaldetektorerne ned igen.
»Man kan sige, at USAs anerkendelse af Jerusalem som Israels hovedstad er Donald Trumps metaldetektorer,« skriver den israelske journalist Tal Shalev på Twitter.
Hendes bemærkning skal forstås på den måde, at med en anerkendelse af Jerusalem som Israels hovedstad, vil Donald Trump bevæge sig ud i det minefelt af religiøse og nationalistiske følelser, som Israels premierminister Netanyahu efter kort tid fik nok af for fem måneder siden.
Virkelighed i øst og virkelighed i vest
Da Israel i krigen i 1967 endte med at erobre Sinaihalvøen, Gaza, Vestbredden, Golanhøjderne og hele Østjerusalem, var det erobringen af Østjerusalems gamle bydel, der frembragte den mest følelsesladede reaktion. Både for de israelske jøders vedkommende og for Østjerusalems arabere. Den dag i dag sælges stadig plakater af de de første tårevædede israelske faldskærmstroppers ankomst til Grædemuren ved krigens afslutning i juni 1967. Modsat markerer 1967 for byens palæstinensere begyndelsen på 50 års hverdag under israelske soldaters kontrol og med israelske politibetjente i gaderne. En anspændt hverdag, hvor store dele af den lokale arabiske befolkning ikke føler sig hjemme i det Jerusalem, som Israels regering kalder for sin »evige og udelte hovedstad«. En hovedstad, som Trump har erklæret, at han også ønsker at bakke op om. Derfor vil forberede en flytning af USAs ambassade fra adressen i Tel Aviv til Jerusalem.
Til gengæld ved byens palæstinensiske befolkning, at Jerusalem de facto stadig er delt mellem øst og vest. Delt mellem de universiteter, som israelerne går på og dem, som palæstinenserne går på. Delt mellem de byggetilladelser, som man har svært ved at opnå som palæstinenser og de byggetilladelser, som regeringen opmuntrer og støtter, hvis man er jødisk israeler. Mellem det arabiske sprog og det hebraiske. Mellem den del, hvor kontrolposter og kropsvisiteringer er hverdag og den del, hvor befolkningen færdes frit.
Det er virkeligheden, som alle kender den i Jerusalem. Også selv om de israelske politikere siger noget andet.