Her er de hverdagsvåben, som terrorister slår ihjel med

Den sande terror er simpelheden i angrebet: En lastbil. I Danmark er der 60.000 lastbiler, og hvis de alle er potentielle massemordsvåben, kan vi aldrig sænke skuldrene. Og hvad med hobbyknive, trykkogere, benzin og styrofoam og en æske stormtændstikker?

De fleste terror-eksperter er bange for de store trusler. De advarer mod terrorister udstyret med en »beskidt bombe.« De frygter milbrand- og kopperlaboratorier i stammeområdet i Pakistan, og de går til defcon-1, hvis russerne har tabt færten af nogle af deres atom-kuffertbomber.

Og de store trusler er stor frygt - men langt fra de største farer, og mandagens angreb beviser det på ny. Det var en lastbil, en Scania, og chaufføren kørte den direkte ind i en folkemængde i Berlin og dræbte og sårede snesevis af gæster ved et julemarked.

Det er low-tech terror, og low-terror terror burde være, hvad vi er mest bange for.

Tag nogle af de mest spektakulære terrorangreb i de seneste 15 år:

Våben: Hobbyknive
19 terrorister kaprede 11. september 2001 fire fly og fløj dem ind i World Trade Center i New York og Pentagon i Washington. De var bevæbnede med hobbyknive, og på Amazon kan man købe en kasse med 12 knive til 10 dollar.

Terroristerne kunne med andre ord bevæbne sig for 20 dollar og have en hobbykniv i overskud.

Våben: En trygkoger
I 2006 sprang syv bomber på tognettet omkring Mumbai i Indien, og i 2013 sprang en bombe under Boston Marathon. 209 mennesker døde i Indien, tre i USA, og sammenlagt blev tæt på tusinde mennesker såret.

Bomberne var trykkoger-bomber, som kan samles ved hjælp af en kort og billig indkøbsliste: Afløbsrens eller andre gængse kemikalier; søm og skruer som granatsplinter; en simpel elektrisk tændsats, f.eks. et digitalt ur; og mormors aflagte trykkoger.

Våben: En lastbil
I 2016 kørte en tunesisk terrorist ind i en folkemængde på Promenade des Anglais i Nice. De festende fejrede Bastille-dagen, og terroristen dræbte 86 mennesker og sårede tæt på 500.

Hans terrorvåben var en 19-ton tung Renault fragtbil, som han havde lejet dagen før, og hvis han ikke havde lejet den, kunne han givetvis have stjålet eller røvet den. Lastbiler er alle vegne, og alene i 2015 blev der i Frankrig ny-indregistreret tæt på 43.000 nye tunge lastbiler.

Tændstikker

Og det er bare tre eksempler.

Både Islamisk Stat og al-Qaeda har i de senere år opfordret deres støtter til netop at bruge den slags våben, som man kan finde alle steder, og lade fantasien om resten. I januar 2015 foreslog Islamisk Stat at bruge knive eller biler eller strategisk stenkastning. Eller sætte ild til en skov ved et befolkningscenter eller til en fyldt bygning.

De to grupper har online offentliggjort opskrifterne på nemme gør-det-selv bomber, og er man til mere fantasifulde konstruktioner, kan man uden videre finde Anarchist Cookbook online. Her kan man lære at fabrikere napalm af benzin og styrofoam og en gødningsbombe af gødning og dieselolie.

Plus selvfølgelig - våben. Terroristerne kan købe dem på det sorte marked eller stjæle eller røve dem, for der er nok at tage af. Europa har 25 mio. våbenejere, og de ejer 79,8 mio. våben, fremgår det af en nylig rapport fra Det Flamske Fredsinstitut, og derudover er der mellem tre og seks mio. våben fra det tidligere Jugoslavien i omløb. Plus våben fra krigene i Syrien og Irak og Libyen. I 2011 kunne en enkelt nordmand med en automatriffel og en pistol på kort tid dræbe 69 mennesker og såre 110; i 2015 i Paris kunne ni terrorister med automatrifler dræbe 130 og såre 368.

Sand terror

Men terror måles ikke kun i antallet af døde og sårede, ødelagte huse og sprængte vinduer.

Terror er at »terrorisere« - angrebet 11. september 2001 dræbte 3.000, men skræmte en nation med 300 mio. indbyggere - og få angreb terroriserer som angreb foretaget med hverdagens våben. En lastbil slog 86 mennesker ihjel i Nice og foreløbigt 12 mennesker i Berlin, og lastbiler er alle vegne.

Alene i Danmark er der 60.000 lastbiler, og lyden af en lastbil får - i det mindste i en rum tid - samme status som hvidt pulver fik efter miltbrandangrebet i 2001.

Selvfølgelig kan vi forsøge at beskytte os mod lastbilangreb - i sidste måned parkerede politiet i New York f.eks. 81 lastbiler fyldt med sand langs Thanksgiving-paraden i storbyen - men jo mere vi tænker netop over den slags angreb med lastbiler og knive, med tunge sten kastet fra motorvejsbroer, med ildpåsættelser af den lokale biograf, desto mere vil det drive os til vanvid, fordi det er så umuligt at beskytte os netop mod hverdagen.

Og det er den sande terror i den slags angreb.

Kilder: Det Flamske Fredscenter, Danmarks Statistik, Wikipedia, ADL, American Terrorist, The Anarchist Cookbook, nyhedsbureauet AP, NATO and Terrorism.