Her er artiklen, Putin forbød: »Ansigtet var væk. Det var væk!«

Berlingske bringer i dag artikler fra den russiske avis Novaja Gazeta, som ikke længere kan udkomme i Rusland. Det sker som led i en europæisk aktion, hvor aviserne Gazeta Wyborcza, The Guardian, TAZ, Le Monde, Libération og La Stampa også bringer stof fra Novaja Gazeta. Jelena Kostjutjenkos reportage udkom i Novaja Gazeta 12. marts, og den blev læst mere end en million gange. Den 29. marts krævede pressetilsynet, at materialet blev fjernet fra nummeret, eftersom det fremlagte afveg fra forsvarsministeriets officielle synspunkt. Novaja Gazeta var nødsaget til at indordne sig. Berlingske genoptrykker her et redigeret uddrag af reportagen – og uden censur.

Byen bredte sig vidt ud omkring floden. Den brede Bugs sølvspejl.

Broen over Bug går op hele tiden. Fra Mykolajiv afgår der hver dag busser med kvinder og børn til det foreløbig sikre Odesa. En enkelt skal længere – helt til Moldova – og en er på vej til de dele af Ukraine, som endnu ikke er i krigens greb.

Byen bliver beskudt i yderkvartererne. Den er indesluttet i en halvcirkel – de russiske delinger står mod nord og øst i 20 kilometers afstand.

Militærguvernør Vitalij Kim er blevet en stjerne – hans Telegram-kanal har 650.000 abonnenter. Han optager sig selv med mobilkameraet og begynder hver gang, han går i æteren, med ordene: »Vi er fra Ukraine.«

Han er russisktalende og halvt koreansk, og dette er en uudtømmelig anledning til lokale vittigheder om »nazisterne, der har taget magten i Ukraine« (russisk fjernsyn henviser utrætteligt til nazisterne).

I byen hersker der total mørklægning. Efter solnedgang er det forbudt at tænde lys, de ansatte ved bystyret har lovet at afbryde lyset i hele huset, bare der er en enkelt synder.

Alle butikker, bortset fra fødevarebutikker og apoteker, er lukkede. I skoler og børnehaver har der siden krigens start været ferie. Man bestræber sig på ikke at skille børn og voksne ad. Mange busruter er nedlagt – en del af busserne har hæren gjort krav på, andre busser er sat ind i evakueringen.

I vejkrydsene ligger bildækkene i bjerge. De skal antændes, når de russiske soldater rykker ind i byen. På mange af dækkene er der spor af farve – de har været brugt som afskærmning i blomsterbede. Byens borgmester har sagt: I det mindste kommer der det gode ud af krigen, at vi slipper af med »gummisvanerne«.

Der er regelrette køer til humanitær hjælp. Gryn, konserves, olie.

***

Det er gået hårdt ud over Kherson-siden. Det er Korabelnyj-distriktet, det sydligste – området Balabanovka med mange private huse. Husene er ødelagt. Det ser ud, som om de ikke er bygget færdig. Skiferen er fløjet af havemuren, der er nedfaldne tage, stumper af liv mellem husene.

En murstensmur er splittet ad i stumper og stykker. Ved et mærkeligt tilfælde er skiltet med nummer 22 bevaret intakt. Der er ikke vinduesglas i husene, og derfor ser de ubeboede ud. Bag den grønne port gemmer sig en udbombet varevogn.

En opgravet køkkenhave. Et gennemkløvet kirsebærtræ – grenene ligger på den varme jord. Oppe på loftet er der tre huller ud til det fri.

Først skød de

Sasha står på en stige og renser den knuste skifer af taget. Han græder, men han bemærker det ikke selv, han tørrer ikke ansigtet.

»Først skød de. Der lød et drøn ude over hveden. Vi fik vinduerne blæst ud med det samme. Så blev der ligesom stille. Konen var derude, i forstuen, jeg var i køkkenet. Hun havde sat sig, og jeg kigger ud ad vinduet, og her, ubegribeligt hvorfra, kommer to fly – sorte ligesom Stealth-fly – ud af det skjulte. Konen faldt omkuld og straks tra-ta-ta! Hvid røg af en slags. Jeg faldt ned oven på konen, og vi begyndte at kravle. Se, jeg har samlet alle stumperne op. Sådan et stykke her kan skære et menneske midt over.«

Nadja, hans kone, sidder med hænderne på knæene:

»Se, her havde jeg sat mig. Her sad jeg. Og jeg sidder sådan her. Slet ingen lyd, ingen lyd overhovedet, som jeg kunne blive skræmt over. Og så kom to fly – sådan nogle frygtelige, sorte, mørkegrå – men jeg rørte mig ikke ud af stedet. Jeg tænker: ‘De skyder da ikke mod befolkningen’. Og her begyndte det hen over loftet ... Det var så forfærdeligt ... Se på porten, sikke huller. Tænk, hvis de havde nået at skyde mig. Jeg er i chok, så jeg ikke kan flytte mig. Ved De hvad? Jeg er bange. For det er også skræmmende at rejse væk. Man skal jo også nå frem. Jeg så i nyhederne, der var en familie, der var på vej væk. De kom under beskydning. Både børn og forældre omkom.«

Kvinder dræbt

Center for socialpsykologisk rehabilitering af børn i Mykolajiv – byens børnehjem – blev evakueret umiddelbart efter starten på krigen. 93 børn mellem 3 og 18 år. De er socialt forældreløse – forældrene findes, men de kan ikke tage sig af børnene. Børnene blev evakueret til Antonovka, en landsby 67 kilometer fra byen i retning mod Krapivnitskij, det tidligere Kirovograd.

For fem dage siden tog russiske tropper opstilling lige op ad landsbyen. Den 8. marts kl. 9.20 om morgenen blev en bil med et hold pædagoger på vej til børnehjemmet beskudt af russiske soldater på Kirovogradskij-landevejen. Tre kvinder blev dræbt.

Chaufføren, Anatolij Aleksandrovitj Gerasjtjenko, står og flytter vægten fra det ene ben til det andet. I det højre sidder en granatsplint. Den er ikke forsøgt fjernet.

»Kirurgen har sagt, at vi opererer, hvis der går betændelse i det.«

Ved siden af står Masha – det ene øje blåt, det andet brunt, hun trykker sig ind til sin far. »Jeg har tre sønner og to døtre«, praler Anatolij Aleksandrovitj. Han begynder at ryste, han siger: »Det er koldt.«

Det var hans tredje tur til Antonovka. Han arbejdede for den rene brændstofpris. De havde klæbet et rødt kors af isoleringsbånd på samtlige vinduer. Hans bil, en Mercedes Sprinter, brændte op sammen med ligene indeni.

Piger, hvad skal vi gøre?

»Det var allerede tredje gang, jeg kørte for pædagogerne. Vi havde passeret alle vejspærringer uden problemer. Vi havde vist pas. Seks af kvinderne sad i kabinen hos mig. To af kvinderne sad omme bagi, i lastrummet. Ved vejspærringen sagde de, at der havde været et eller andet om natten. Men rent faktisk burde de ikke have sluppet os derind!«

»Der var ingen modkørende biler. Vejen var øde. Vi havde kørt omkring 25 kilometer. Og omkring 250 meter forude, nå ja, jeg har lidt med synet, men kvinderne fik øje på det, de sagde: ‘Der er nogen forude, et eller andet militærkøretøj.’«

»Jeg siger så:

‘Piger, hvad skal vi gøre?’ Jeg satte farten ned. Først kom der en maskingeværsalve. Men jeg hverken hørte eller så den. Jeg så bare, hvordan småstenene ude ved siden sprang op. Det er først nu, jeg forstår, hvad det var.«

»Hvordan præcis vi blev beskudt, husker jeg ikke. Enten var jeg allerede standset, eller også trillede bilen stadig lidt. Jeg så ikke eksplosionen. Jeg mærkede bare noget, der dryssede. Et lysglimt ved fødderne. Jeg løber ud af bilen. De kommer løbende mod os med maskinpistoler. Jeg ligger med ansigtet ned i asfalten og skriger: ‘Der er kvinder derinde! Der er kvinder derinde! Der er kvinder derinde!’«

»Russerne åbnede bagdøren, hvor der sad yderligere fire personer. Kvinderne var gået ud på en mark, de løber hen imod dem og skriger: ‘Smid telefonerne!’ De, de fire kvinder, kastede deres telefoner hen for fødderne af dem. Jeg kaster min telefon i græsset. Min lille telefon lå i lommen, mens smartphonen lå i bilen ved instrumentbrættet.«

Ansigtet var væk

»Da jeg bagefter går tilbage til bilen, ser jeg, at smartphonen er væk. Jeg begyndte at lede efter den. Der sidder en kvinde ved siden af døren – hendes ansigt var helt væk.«

»Der var kun de indre dele. På mit trin, på mit fodbræt lå hendes finger.«

»Ansigtet var væk, det var væk! Også bagved mig var en dræbt kvinde – men hende så jeg ikke.«

»Russerne siger: ‘Vi havde jo advaret jer! Vi affyrede en advarselssalve.’ Men jeg er jo ikke i militæret. Det er ikke hver dag, jeg bliver advaret med en geværsalve.«

»En kvinde var blevet såret i skulderen. De løftede hende op. Der var én, der lagde en forbinding på hende. En anden var sådan en helt ung dreng. Samme sorte øjne som mig. Ansigtet kan jeg også huske. Og mit ben er jo blevet ramt af splinter. Og denne her dreng trækker sig væk fra mig. Er han mon blevet bange? Jeg siger til ham: ‘Hvordan kommer vi ud herfra?’ Han siger: ‘Gå over markerne. Skiltningen er pillet ned overalt på vejen.’ Jeg siger: ‘Vi går ad landevejen. Giv besked til jeres egne, hvis der er nogen der på vejen.’ De siger så: ‘Det har vi allerede gjort.’«

»Fra russisk side var der sådan en ligegyldighed. De interesserede sig end ikke for, at der er en bil, som brænder, at der stadig er nogen derinde. Jeg siger: ‘Hjælp i det mindste med slukningen’. De bliver bare stående.«

»Der var ild i bilen, der var flammer i lastrummet, jeg kan se, at der ligger nogen. Jeg kommer ind i lastrummet. Der er en kvinde. Hendes mand havde fulgt hende på vej. Havde kysset hende. Jeg trak hende bagud af bilen, bagefter var der endnu en kvinde, der hjalp mig.«

»Da vi lagde hende på asfalten, blev hendes ryg blottet. Jeg trak i hendes jakke, hele ryggen var oversået med granatsplinter. Nå. Jeg tjekkede hverken puls eller noget.«

»I dag ringede hendes mand. Jeg sagde: ‘Hun er ikke brændt op, jeg trak hende ud. Hun ligger der stadig.’«

»Der var to lig, der brændte op i bilen. Bilen brændte eftertrykkeligt.«

Ligene – det, der var tilbage af ligene – er det ikke lykkedes at bjærge. »Det er umuligt at komme frem«. Der ligger de så, 25 kilometer fra den nærmeste ukrainske vejspærring.

****

De stadig flere lig bliver væltet af i to køleskabssektioner – lokaler med temperaturregulering. Men der er ikke plads til dem alle i kølerummene. Ved muren udenfor står sorte plastiksække med dem, der allerede er blevet undersøgt – otte lig. I en bygning, der før krigen blev brugt som pulterrum, er to rum a 20 kvadratmeter fyldt op med lig.

Ligene dækker gulvet. I et hjørne ligger ligene af fem russiske militærpersoner.

»Så længe det er koldt, kan vi opbevare dem. Det er uvist, hvordan og til hvem de skal overleveres.«

»Det er alle sammen nogen, der har lidt under krigen, forbrændte, pakket ned i sække ... Kom indenfor, vær ikke bange ... Her har jeg flere, se. Senere, når vi har haft dem under behandling, pakker vi dem i ligposer og placerer dem på denne måde, fordi der er ikke plads til de lig, som er blevet obduceret. De så jo selv salene.«

Bare fødder, en med fodtøj. En forbrændt mand med udstrakte arme, en brændt sort, klump i stedet for ansigt. En halv menneskekrop, kødet blandet med græs, hovedet dækket til med en jakke, en mands hånd stikker ud under jakken. En nøgen mand rullet ind i et kulørt lagen. En russisk soldat – armene slynget om bag hovedet, camouflagedragten krøbet op, en ren vest titter frem, en gullig stribe mave.

Ligene ligger i lag

I kølerummene ligger ligene i flere lag. To piger ligger oven på hinanden. De er søstre. Den ældste er 17 år, i bunken af lig ser jeg kun en hånd med en fin, rosa manicure, lange, slanke fingre. Den yngste – hun er tre år – ligger oven på sin søster. Lyst hår, underkæben er bundet op, hænderne er bundet sammen på maven. Kroppen er oversået med røde prikker efter splinter, indgangssår. Pigen ser levende ud.

»Arina Dmitrijevna Butym og Veronika Aleksandrovna Birjukova. De har samme mor, forskellige fædre. De kom ind 5. marts kl. 17.00. De boede i landsbyen Mesjkovo-Pogorelovo, på Sjevtjenko-gaden«, siger sygehjælper Nikolaj Tjan-Tju-Mila og ser væk.

»Jeg er gudfar. Deres forældre har fået børnene døbt hos mig. Vores familier er på venskabelig fod. Pigerne blev bragt ind til mig, på min vagt. Selvfølgelig genkendte jeg dem. Jeg kan ikke sige Dem, hvad jeg gennemlevede i det øjeblik.«

Pigernes far, Dmitrij Butym, står bag hegnet. Han venter på at få udleveret ligene. Øjnene gemmer sig i røde, hævede hudfolder.

»Vera var ved at varme mad i køkkenet, Arina var gået ud i gården. Hverken den lille eller den store havde en chance. Den yngste døde straks, en granatsplint gennem hjertet, den ældste fik hjertemassage i to minutter, men det kom ikke i gang. Deres mor er på hospitalet i Dubki, hun fik en granatstump gennem hoften, der forrettede indvendige skader. De må have mig undskyldt. Det vigtigste for mig lige nu er at få børnene begravet.«

Der er kommet et nyt lig, de trækker et stribet lagen til side. En mand med iltslange ud af munden, kroppen er gennemhullet af splinter. Man har forsøgt at redde ham, men det er ikke lykkedes. Han bliver efterladt i gården.

Fire mænd med mørke roser rejser sig henne i hjørnet. De venter på at få udleveret en kollega – en vagtmand, fredelig, Igor.

»Fandens »Smertj« kommer flyvende, og så er det slut.«

Fra skuret bæres et lig i camouflagebukser ud. Liget er violet, i stedet for ansigt er der et bredt krater. To mænd fra efterforskningsafdelingen bøjer sig ind over ham. De beskriver påklædningen, trækker bukserne af, tager materiale til dna-prøve, dypper noget bind i blodet, derefter stikker den ene fingrene ind i den masse, der er dér, hvor munden skulle være – det skal fastslås, hvilke knogler i kraniet, der er brækket, og hvilke der er intakte.

En lyshåret kvinde med et mørkt tørklæde over hovedet siger:

»Min mor boede på femte sal. Hun kunne ikke komme ned i beskyttelsesrummet i kælderen. Hun havde sine naboer omkring sig, naboerne gik til hånde, de var i familie. Hun døde en morgen, fredeligt, for så vidt man kan bruge det ord – fredeligt. På gulvet i badeværelset, mens hun søgte i skjul for dette mareridt.«

»Og næste dag, præcis på samme tidspunkt, blev nabohuset ramt af en raket, og vinduerne i hendes lejlighed blev knust. Men hun var der ikke længere, i den lejlighed. Jeg ved ikke, om det er en slags mirakel, at hun søndag var død en fredelig død. Den næste dag ville hun måske være død i væmmelig angst. Hun var 77.«

»Jeg har et fotografi af lejligheden – det, der er tilbage – naboerne har sendt det til mig. Her er udsigten fra hendes vindue, og det her er nabohuset, som blev ramt af en raket. Det var den følgende dag, det ville hun nok ikke have overlevet. Hun døde på Tilgivelsens søndag.«

»Den 7. marts blev alle vinduer i hendes lejlighed knust, hun ville have været uudholdelig bange. Når det nu skulle ske, er det godt, at det skete den 6. og ikke den 7. Jeg er så taknemmelig. Min mor hed Svetlana Nikolajevna. Halvt russisk. Hendes mand, min far, er født i Krasnojarsk. Han gjorde tjeneste her, og så mødte de hinanden. Min bedstefar, min mors far, han er fra Kursk. Vi er en russisktalende familie. Vi er på vej på kirkegården. Min søn er i Kyiv. Jeg hedder Oksana.«

Artiklen er oversat af Dorte Gabel