Hemmeligheden i Husum: Derfor tier regeringer om »århundredets efterretningskup«

Tyske og amerikanske agenter tappede i årtier hemmeligheder fra mindst 62 lande, og de nøjedes ikke med at spionere mod fjendtlige stater. Det var »århundredets efterretningskup«, og en lyttestation syd for den dansk-tyske grænse spillede en vigtig rolle. Alligevel er reaktionen i dag afdæmpet, og det er der en god grund til.

Crypto AG hedder nu Crypto International Group, og på firmaets hjemmeside forsikrer man om, at det nuværende firma intet har at gøre med Crypto AGs handlinger i fortiden. Man har dog stadig hovedkvarter i Steinhausen i Schweiz. Alexandra Wey/EPA/Ritzau Scanpix

Angela Merkel var oprørt. Hun talte i korte, kraftfulde sætninger, og hun gentog et enkelt budskab, der ramte et ømt punkt i den vestlige alliance.

»Overvågning mellem venner. Det må ikke ske,« sagde den tyske forbundskansler.