Hans mor var 36 år, da hun omkom i ulykken. Nu er prins Harry 36 år og nægter at lade historien gentage sig

Klip fra Prins Harry og Meghan Markles store interview til Oprah Winfrey er blevet frigivet. Prinsen sætter blandt andet ord på, hvorfor parret valgte at forlade Storbritannien. Og så fortæller han, hvorvidt hertugparret er trådt tilbage fra offentligheden eller ej.

Prins Harry var bange for, at den britiske presses ageren ville medføre, at hans mors ulykkelige skæbne på ny ville overgå familien. Fold sammen
Læs mere
Foto: Daniel Leal-Olivas/Ritzau Scanpix

Hertugen og hertuginden af Sussex chokerede verden, da parret forrige år valgte at flytte fra den milliondyre nyrenoverede Frogmore Cottage for i stedet at tage turen over Atlanten og slå sig ned i Californien. Nu forklarer prins Harry i et interview til Oprah Winfrey, hvorfor hertugparret valgte at flytte.

Frygten for, at historien skulle gentage sig, spillede en stor rolle, forklarer prinsen i interviewet, der bliver sendt 7. marts på tv-kanalen CBS, men som der allerede er frigivet to klip fra.

Det skriver flere medier. Blandt andet The Guardian.

»Min største bekymring var, at historien skulle gentage sig,« siger prins Harry med henvisning til, at hans mor – prinsesse Diana – døde i en alder af 36 år. Prinsen er i dag selv 36 år. Prinsesse Diana omkom i en bilulykke i Paris, mens hun blev forfulgt af en paparazzifotograf.

Interviewet bliver sendt på et tidspunkt, hvor parret er genstand for voldsom debat i deres hjemland. Meghan Markle har for kun få uger siden vundet en retssag mod britiske tabloidmedier. Samtidig har britiske kritikere gennem længere tid beskyldt parret for at udnytte kongelige privilegier, selvom de formelt har lagt forpligtelserne i det britiske kongehus bag sig. Parret har blandt andet indgået en aftale med Netflix, der indbringer flere millioner dollar.

Forrige uge kunne Buckingham Palace meddele, at parret ikke ville vende tilbage til et liv som arbejdende medlemmer af den kongelige familie.

»Det har været utroligt hårdt for os to, men i det mindste havde vi hinanden,« siger prinsen og forklarer, at han er glad og lettet over at have sin hustru ved sin side:

»Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan det må have været for hende (prinsesse Diana, red.) at gennemgå denne proces alene.«

Mens verden fortsat må vente på det fulde interview, holder Oprah Winfrey – der er ven og nabo til parret – ikke igen med at beskrive, at der i interviewet bliver fortalt »chokerende« forhold, og at parrets situation har været almost unsurvivable.

I et klip spørger Oprah Winfrey blandt andet hertuginden, om de to nu tidligere royale »var tavse eller blev gjort tavse?«

Svaret på dette spørgsmål må formodes at komme søndag, hvor det fulde interview bliver frigivet. Interviewet er annonceret til at vare 90 minutter.

Pressen skabte et »vanskeligt miljø«

Oprah Winfrey er dog ikke den eneste, der i den seneste tid har fået et interview med hertugparret. Britiske James Corden har således lokket prins Harry med i sit populære amerikanske talkshow, »The Late Late Show«, hvor prins Harry og James Corden blandt andet kører rundt, mens de befinder sig på øverste etage af en dobbeltdækkerbus.

I interviewet til Corden – der det meste af tiden er sjov og ballade – sætter prinsen også ord på flytningen til USA. Han fortæller, at den britiske presse skabte et »vanskeligt miljø«, der ødelagde hans mentale helbred.

Prinsen insisterede i interviewet på, at rykket væk fra Storbritannien ikke er et skridt væk fra den kongelige familie: »Det var at træde tilbage snarere end at træde bort.«

Han uddyber og forklarer, at han gjorde, hvad enhver mand og far ville gøre for sin familie:

»Jeg havde behov for at få min familie væk derfra. Men vi gik aldrig væk. Jeg vil aldrig gå væk.«

Parret venter deres andet barn.