Han var et »kulsort« hadeobjekt. Nu har den 90-årige patriark skiftet holdning, og han er ikke alene

Han var klimaaktivisternes hadeobjekt. Hans medieimperium blev beskyldt for at bombe debatten om global opvarmning et årti tilbage. Nu er 90-årige Rupert Murdoch blevet klimaaktivist, og forvandlingen fortæller en vigtig pointe på et længe ventet topmøde.

Mediemogulen Rupert Murdoch har skiftet holdning i klimaspørgsmålet, og det er han ikke ene om. En drabelig duel mellem hans sønner går forud. Mike Segar/Ritzau Scanpix

En kold vinterdag for seks år siden fløj Rupert Murdoch højt over et isdækket hav. Han skuede fra sit flysæde ud over de endeløse ismasser, og i det øjeblik kunne han ikke dy sig.

Også dengang rasede debatten om klimakrisen. FN-rapporter advarede om følgerne af den globale opvarmning, og et afgørende klimatopmøde i Paris nærmede sig.