Han tog gasmaske på for at håne coronapanikken – nu er han selv i karantæne

Det er kun en uge siden, at republikaneren Matt Gaetz gjorde grin med coronapanikken i USA. Nu er han selv i karantæne – efter at have trykket hånd med præsident Trump.

Her stiger kongresmedlemmet Matt Gaetz om bord på præsident Trumps Air Force One. Da han steg af flyet, måtte han i karantæne. JIM WATSON

Matt Gaetz sendte et klart signal, da han iført gasmaske mødte op i Kongressen i sidste uge.

Mens Kongressen var samlet for at stemme om en nødhjælpspakke på 8,3 milliarder dollar til at bekæmpe coronavirussen i USA, lod han sin ikke så diskrete påklædning vise, hvad han tænkte om den panik, der omgærder spredningen af coronavirus i landet.

Nu er republikaneren selv i karantæne. Matt Gaetz har været i kontakt med en coronasmittet person på en konference, og sammen med en anden republikaner, Doug Collins, har han derfor nu ladet sig isolere, skriver Time.

Ingen af dem oplever symptomer, men de venter nu på prøvesvar.

Ifølge The Guardian var Gaetz om bord på præsident Trumps fly, Air Force One, da han fik beskeden om, at han havde været i kontakt med en coronasmittet på en politisk konference, der blev afholdt i Maryland i sidste måned.

Fredag blev han set trykke hånd med præsidenten, der ikke er blevet testet for coronavirus efterfølgende. Det skyldes, at præsidenten »ikke har haft langvarig tæt kontakt med et bekræftet smittetilfælde.«

»Præsident Trump er fortsat ved glimrende helbred, og hans læger vil fortsat holde et nøje øje med ham,« sagde talskvinden for Det Hvide Hus, Stephanie Grisham, tidligere i dag ifølge Ritzau.

Da Matt Gaetz i sidste uge iførte sig gasmasken, fik det hård kritik fra hans kolleger i Kongressen. Sean Maloney, der er demokrat, kaldte det for »ekstraordinært ufølsomt« over for dem, der har »mistet deres elskede og nu er bange for, hvad der foregår«.

To dage senere døde personer i Gaetz' hjemstat, Florida, efter at have fået virussen.

Sundhedseksperter har advaret om, at coronavirussen kan sprede sig bredt i USA, og opfordret svage borgere, ældre og kronisk syge til at blive hjemme så meget som muligt. Der er over 650 personer smittet med coronavirus i USA og 26 døde, skriver NBC.

Præsident Donald Trump får kritik for sin håndtering af krisen. Han modsiger egne eksperter, undsiger faren ved coronavirus og anklager Demokraterne for at ville bruge krisen politisk til at besejre ham ved det kommende præsidentvalg.

Men sandheden er, at USA ikke ved, hvor mange der er blevet smittet med coronavirus i landet, blandt andet fordi der ikke er foretaget nok test. Vicepræsident Mike Pence, som står i spidsen for landets indsats mod coronavirus, erkendte torsdag i sidste uge, at »vi ikke i dag har nok testudstyr til at imødekomme det, vi forventer bliver efterspørgslen fremover«.

Mandag faldt Dow Jones-indekset med 7,8 procent. Det var den værste dag siden oktober 2008 – under finanskrisen.

Tirsdag har præsident Trump varslet, at han på et pressemøde vil komme med nye »meget dramatiske« tiltag, der blandt andet skal skåne amerikansk økonomi mod de værste konsekvenser af virusudbruddet.