Han passede og plejede slottet fra populær Netflix-serie – nu vælter alvorlige anklager ned over »den ærede« slotsdirektør

På det pompøse Castle Howard forbrød slotsdirektøren sig ifølge nye anklager mod en 16-årig pige. Sagerne mod Simon Howard har fået massiv dækning i den britiske presse.

Castle Howard har været i Howard-familiens hænder i over 300 år og er blevet brugt i adskillige film og serier gennem årene, senest Netflix-serien »Bridgerton«. Peter Macdiarmid/Shutterstock/Ritzau Scanpix

I årevis var han kendt som manden, der passede på Castle Howard fra den populære Netflix-serie »Bridgerton«.

Nu er den forhenværende slotsdirektør Simon Howard, der er lillebror til arvingen af Castle Howard, anklaget for seksuelle krænkelser af mindreårige (hvilket han pure har afvist) samt helt nye anklager om voldtægtsforsøg.

Den i dag 65-årige Simon Howard, der drev Castle Howard i 30 år, blev i sidste uge anklaget for tre lovovertrædelser mod en kvinde.

Forbrydelserne fandt angiveligt sted i begyndelsen af det nye årtusinde, og Simon Howard har allerede været i retten til en indledende høring, skriver The Telegraph.

Han står over for to anklagepunkter om forsøg på voldtægt af en teenagepige på 16 år på Castle Howard mellem 2003 og 2004. I et tredje anklagepunkt anklages han for »uanstændigt overfald« på den samme kvinde – og den samme adresse – også mellem 2003 og 2004.

Det er usikkert, om Simon Howard, der blev ramt af en hjerneblødning i fjor og har ligget i koma, er i stand til at være fysisk til stede i den kommende og formentlig langstrakte retssag.

De nye anklager blev offentligheden kendt i en udtalelse fra en talsmand fra Howard-familien:

»Honourable (bruges om børn af baroner og baronesser, hvis én af deres forældre er arveligt eller livsvarigt medlem af Overhuset, red.) Simon Howard fra Malton, North Yorkshire er blevet anklaget for to lovovertrædelser i henhold til Sexual Offences Act 1956.«

»De to påståede lovovertrædelser – forsøg på voldtægt og uanstændigt overgreb – involverer en unavngiven kvinde over 16 år og siges at skulle have fundet sted på Castle Howard mellem juni 2003 og februar 2004.«