Han er blevet rig på at sælge lån med tårnhøje renter. Nu har hans milliarder reddet Trump fra kollaps

Donald Trump havde en alvorlig hovedpine hængende over sig på det seneste. Hvordan skulle han skaffe de 175 millioner dollar til sin retssag i New York? Men pludselig var hovedpinen væk, og pengene stillet i kaution. En kulørt rigmand, der har levet af lån til dårlige betalere, spiller en nøglerolle.

Donald Trump risikerer stadig at skulle stille med hele beløbet senere, hvis han taber ankesagen. Charly Triballeau/AFP/Ritzau Scanpix

Selvom Don Hankey er 80 år gammel, ved han alt om, hvad det vil sige at tjene penge med høj risiko.

I årtier har han stået bag risikable lån for milliarder. Kunderne har været dårlige amerikanske betalere, der gerne ville købe en bil, men ikke kunne få et lån i banken.