Vinteren er normalt lavsæson for sejlads med synkefærdige migrantbåde i det stormfulde Gibraltarstræde. Men i år fortsatte strømmen uanfægtet. Dobbelt så mange migranter ankom i januar til Spanien som samme måned sidste år og tre gange flere end i 2017. En ny breche i EUs ydre grænser var tilsyneladende opstået.
Otte måneder senere er de alarmklokker, som også længere oppe i Europa begyndte at ringe, forstummet. For mens Grækenland på ny er ved at komme under pres, har Spanien i den anden ende af Middelhavet haft held til på rekordtid at få situationen under kontrol. Hvordan er det gået til?
Ingen vil udtale sig officielt i det spanske indenrigsministerium af frygt for at blive beskyldt for at propagandere i den tilstundende valgkamp. Men anonyme kilder lægger over for Berlingske ikke skjul på, at den fungerende socialistiske regering kan være godt tilfreds med sin indsats.
Premierminister Pedro Sánchez arvede, da han overtog ansvaret i juni 2018, en situation, der – ifølge kilderne – havde fået lov til at sejle under den tidligere konservative regering.
Og selv om han lagde ud med en humanitær gestus, da NGO-redningsskibet L'Aquarius fik lov at lægge til kaj i Valencia, blev kursen hurtigt lagt om. Med fuld fart frem – eller snarere tilbage – mod den mekanisme, der skærmede Spanien under den store migrantkrise i 2015 og 2016: Samarbejdet med Marokko.
Marokkansk redningsberedskab
Offensiven blev indledt med Felipe VIs officielle besøg i det nordafrikanske land i februar, hvor den spanske konge takkede marokkanerne for deres årelange solidaritet og samtidig opfordrede til at give den en ekstra skalle i den fælles kamp mod illegal migration.
Med øjeblikkelige resultater. Mens godt 4.600 migranter i januar ankom til Spanien, var tallet i marts faldet til 995.
Og det markante fald skyldes vel at mærke ikke kun øget overvågning i det nordlige Marokko, hvor migranter med jævne mellemrum hober sig op, mens de venter på skibslejlighed eller samler mod til forsøg på at forcere grænsehegnet ved enklaverne Ceuta og Melilla.
Som et nyt og afgørende vigtigt element i samarbejdet er det nordafrikanske land begyndt at afpatruljere sin »search and rescue«-zone effektivt. Ifølge tal fra regeringen i Rabat reddede marokkanske flådefartøjer i årets første syv måneder ikke færre end 8.000 personer.
Det betyder, at migranter i havsnød nu i højere grad bliver sejlet tilbage, hvor de kom fra, og ikke – som tidligere, da den spanske kystvagt var så godt som alene om at operere i Gibraltarstrædet – til Spanien.
173 mio. euro fra EU og Spanien
Høflighed og symbolske gestus er vigtige i denne del af verden. Men når marokkanerne, nu også til søs, accepterer at tage aktivt del i bevogtningen af Spaniens og EUs grænser, handler det naturligvis ikke kun om kongerøgelse og floromvunden tale fra den spanske regering.
Politisk og, i særdeleshed, økonomisk støtte er afgørende vigtig for motivationen på den sydlige side af Gibraltarstrædet. Og kilderne i det spanske indenrigsministerium peger i den forbindelse på to centrale beslutninger:
På ihærdig anbefaling fra Spanien vedtog EU tidligere på året at bevillige 140 mio. euro (godt en mia. kr.) til marokkanske investeringer i forbindelse med grænseovervågningen.
Spanien vedtog på bilateral basis i slutningen af august at støtte udrustningen af marokkanske grænsebetjente samt kampen mod menneskesmuglernes organisationer med yderligere 32 mio. euro (240 mio. kr.)
EU overvejer desuden, igen efter spansk lobbyarbejde, at gøre det lettere for marokkanske statsborgere at få visum til Schengen-zonen.
Libyen som målestok
Aftalen koster imidlertid ikke kun i euro og cent. Spanien giver også køb på retsprincipper ved at udlicitere store dele af sin grænsebevogtning til et regime som det marokkanske, advarer menneskeretsorganisationer.
I begyndelsen af september døde en guineansk migrant i skovene nær byen Nador, angiveligt efter at være blevet tærsket ihjel af politiet. Det er langtfra første gang, det sker. Også den marokkanske flådes indsats har mindst én gang kostet menneskeliv.
»Når det ikke vækker større opmærksomhed internationalt, er det blandt andet, fordi situationen i Libyen er meget værre,« siger Carlos Arce fra organisationen Asociación Pro Derechos Humanos de Andalucia og fortsætter:
»I forhold til de deciderede mafiaorganisationer, italienerne har indgået aftaler med, er Marokko naturligvis at foretrække. Men hvis dét er målestokken, ser det skidt ud, hvad angår Europas demokratiske værdier.«
Grænser for eksport
For Carmen González, der forsker i migrationspolitik ved den halvoffentlige tænketank Real Instituto Elcano, er Marokko en helt anderledes legitim partner end de libyske militser. Selvom det langtfra er noget mønsterdemokrati, er Muhammed VIs styre stabilt og pålideligt.
Det er under alle omstændigheder en forudsætning for, at den såkaldte »spanske model« – et system af aftaler, der også omfatter Mauretanien og Senegal – kan fungere. Og dermed er mulighederne for at eksportere den til andre europæiske middelhavslande også begrænsede.
»Italien har et lignede samarbejde med Tunesien. Men i Libyen, hvor store dele af landet ikke kontrolleres af nogen af de to stridende regeringer, er det ikke let at lave holdbare aftaler,« siger Carmen González og fortsætter:
»Tyrkiet er en stormagt med sin egen dagsorden som aktør i en urohærget og potentielt eksplosiv region, hvilket gør det svært at indgå et stabilt samarbejde om migrationen.«
Heldigvis for Spanien er både hakkeordenen og den geopolitiske situation mere klar i den vestlige ende af Middelhavet. For uden et vestligt orienteret og samarbejdsvilligt styre i Marokko kunne det hurtigt blive så godt som umuligt at kontrollere trafikken over Gibraltarstrædet og ind i EU.
»Der er intet alternativ. Vi har ikke nogen plan B,« fastslår Carmen Gónzalez.
Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa
