Halvdelen af den kinesiske befolkning betragtes som gamere

Den kinesiske gamingindustri vokser igen og omsatte i første halvdel af året for cirka 136 milliarder kroner.

688 millioner mennesker i Kina betragtes som værende gamere – altså folk, der spiller computer- eller konsolspil. ISAAC LAWRENCE

Der er flere gamere i Kina end nogensinde før.

Det oplyser Kinas statslige organisation for gamingindustrien, CGIGC, torsdag.

688 millioner mennesker i Kina betragtes ifølge organisationen som værende gamere – altså folk, der spiller computer- eller konsolspil.

Det svarer til cirka halvdelen af befolkningen.

Tallet indikerer, at gamingindustrien igen vokser i Kina, hvor regeringen ellers har forsøgt at dæmpe den på grund af problemer med spilafhængighed.

Der blev indført en række tiltag i 2021.

Det betød blandt andet, at der i næsten otte måneder mellem 2021 og 2022 ikke blev godkendt nogen nye spil i Kina.

Indsatsen fik antallet af gamere til at falde og omsætningen til at falde.

Den kinesiske gamingindustri omsætter også fortsat for en smule mindre end før regeringens tiltag. I første halvdel af 2023 lød den samlede omsætning på 144 milliarder yuan – svarende til cirka 136 milliarder kroner.

Til sammenligning lød omsætningen i første halvdel af 2021 på 150 milliarder yuan – svarende til cirka 141 milliarder kroner.

Regeringen er begyndt at lempe nogle af de indførte restriktioner.

Senest blev 88 spil onsdag godkendt til at blive udgivet i juli.

»Kinas gamingindustri er langsomt ved at vende tilbage fra en bølgedal og viser en opadgående tendens,« siger Zhang Yijun, chef for CGIGC, torsdag på en konference i den kinesiske storby Shanghai.

Det fremgår ikke umiddelbart af oplysningerne fra CGIGC, hvor ofte en person skal spille spil for at blive betragtet som gamer.

/ritzau/Reuters