Håndgranat eksploderet uden for restaurant i Malmø
Torsdag blev der fundet to håndgranater i Rosengården i Malmø. Natten til fredag skete en kraftig eksplosion ud for en af byens restauranter.

Torsdag blev der fundet to håndgranater i Rosengården i Malmø. Natten til fredag skete en kraftig eksplosion ud for en af byens restauranter.

Natten til fredag skete en kraftig eksplosion uden for en restaurant i Malmø.
Det skriver Sydsvenskan.
Ifølge avisens oplysninger er der tale om en håndgranat.
Klokken 2.28 blev politiet og beredskabet tilkaldt og kunne konstatere, at der var materielle skader, herunder på en rude og udendørs siddeplads, men ingen kom tilsyneladende til skade.
Dele af Bergsgatan, som ligger ved Folkets Park, ikke langt fra centrum af Malmø, blev afspærret. I første omgang blev et område på 150 meter rundt om restauranten spærret af. Efter at myndighedernes ammunitionsrydningstjeneste fandt en håndgranat, som ikke var detoneret, blev et større område afspærret.
Håndgranaten blev klokken 4.35 bragt til sprængning, og afspærringerne blev ophævet, skriver avisen.
»Der er ret små skader i forhold til det kæmpe brag, som mange ringede ind om. Skaderne beskrives som splinterskader på ruder,« siger Marie Keismar, vagthavende ved politiregion syd, ifølge Sydsvenskan.
Episoden kommer kun et døgn efter, at to formodede håndgranater torsdag blev fundet i Rosengården. Også her måtte ammunitionsrydningstjenesten foretage en kontrolleret sprængning. I denne sag er en mand anholdt og varetægtsfængslet for mordforsøg.
Det er ifølge Sydsvenskan ikke klart, om de to sager har forbindelse til hinanden.