Overvågningskameraer afslører, at nordkoreanske soldater er begyndt at genbemande vagtposter ved grænsen til Sydkorea.
Og med sig har de tunge skydevåben.
Det sker i forbindelse med, at det hermetisk lukkede land i sidste uge meddelte, at de vil genoptage den militære aktivitet ved Den Koreanske Demilitariserede Zone, der ellers har været suspenderet siden, at de to lande indgik en »fredsaftale« tilbage i 2018 for at mindske de militære spændinger.

Også Sydkorea har delvist besluttet at ophæve aftalen.
Det gør de som en konsekvens af, at Nordkorea for nylig sendte en spionsatellit ud i rummet. Den har ifølge Nordkorea fotograferet blandt andet Pearl Harbor, Det Hvide Hus og Pentagon.
Det sydkoreanske forsvarsministerium har nu fremlagt grynede overvågningsbilleder, der afslører, at nordkoreanske tropper har opsat vagtposter og store våben ved en nybygget skyttegrav ved grænsen, som siden har været bemandet døgnet rundt.
Det skriver nyhedsbureauet Yonhap.

Et intermezzo
Indsætningen af den nordkoreanske hær er blot den seneste i en række af nordkoreanske »operationer«.
I sidste uges lykkedes det Nordkorea at opsende en spionsatellit under overværelse af landets øverste leder, Kim Jong-un. Det meddelte den statsstyrede tv-station KCNA.
Sydkoreas militær, der overvåger aktivitet i nord, bekræftede tidligere samme dag, at der kunne være tale om en spionsatellit.

Det skete i kølvandet på meldinger om en stor aftale, som landet har indgået med Rusland. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Aftalen indebærer, at Nordkorea bytter ammunition, som Rusland har hårdt brug for i Ukraine, for teknologisk viden.
»Det har været uklart, præcis hvad Nordkorea ville få. Men vi ved, at Rusland ville stille viden inden for rumfartsteknologi til rådighed,« sagde Alexander Sjöberg, Berlingskes Asienkorrespondent.
»Det er en kæmpefed historie for de to lande, en russisk-nordkoreansk succeshistorie. Det viser, at deres samarbejde bærer et sted hen, og at de kan lykkes bedre sammen,« sagde korrespondenten.
Spionsatellitten giver endvidere Nordkorea et fortrin i en krigs- eller konfliktsituation på den koreanske halvø.
Med satellitter i luften vil Nordkorea nemlig være i stand til at overvåge amerikanske og sydkoreanske militære aktiviteter fra rummet, sagde Alexander Sjöberg.
Og under en uge siden opsendelsen har de angiveligt allerede haft succes med overvågningen.
Den nordkoreanske fremtid
Nordkorea har allerede meldt ud, at der er planer om at opsende flere satellitter i den nærmeste fremtid.
Den succesfulde satellitopsendelse kan bane vejen for et mere langsigtet samarbejde mellem Rusland og Nordkorea. Et samarbejde som også kunne betyde, at Rusland får leveret ammunition, der kan forlænge krigen i Ukraine – og derved lægge et øget pres på USA og Vesten.