Godmorgen! Våbenhvilen mellem Israel og den militante palæstinensiske Hamas-bevægelse er blevet forlænget med to dage. Men først dagens andre vigtige overskrifter.
Tophistorier
Debatten om, hvem der skal betale for de ældre i fremtiden, har raset længe. Nu lægger topchef i Sampension Hasse Jørgensen afstand til debatteret løsning.
I Sverige har en muslimsk forening samlet ind til den første af 100 moskeer, den vil opføre. Omvendt vil Sverigedemokraterna begynde at rive moskeer ned.
Ny liste hylder Københavns gastronomiske scene – og placerer hovedstaden på førstepladsen foran populære metropoler i verden.
Regeringen vil gøre op med bureaukrati og administrativt ansatte. Alligevel stiger antallet af såkaldt kolde hænder i det offentlige kraftigt lige nu.
Dagens vigtige: Våbenhvile mellem Israel og Hamas forlænget

Her til morgen skulle våbenhvilen mellem Israel og den militante palæstinensiske Hamas-bevægelse være løbet ud. Men mandag aften blev den forlænget med to døgn efter forhandlinger, der blev hjulpet på vej af Egypten, Qatar og USA.
Det har formentlig fået flere til at ånde lettet op, men nok kun for en kort stund. Fra flere kanter – blandt andet NATO og FN – er budskabet klart: Våbenhvilen må fortsætte, så der kan ydes humanitær hjælp.
Og FNs generalsekretær, António Guterres, har gjort det klart, at en dialog om permanent fred er nødt til at fortsætte.
Noget kunne dog tale for, at krigens ende har lange udsigter. Det skriver Berlingskes korrespondent i Mellemøsten, Carolina Kamil, i sin seneste analyse af situationen.
Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, har nemlig flere grunde til at trække krigen i langdrag.
Først og fremmest har han aldrig været så upopulær blandt befolkningen. 75 procent i Israel mener, at han bør trække sig som premierminister.
Derudover er han tiltalt for korruption i tre retssager, hvilket kan koste ham adskillige års fængsel. Den eneste måde for ham at undgå konsekvenserne af retssagerne er ved at forblive på premierministerposten.
Og som Carolina Kamil skriver, er det til det formål ganske belejligt for ham, hvis krigen trækker ud.
Allerede nu forbereder Israels forsvarsminister, Yoav Gallant, da også det israelske militær på tiden efter våbenhvilens afslutning.
»Nu har I et par dage, vi vil vende tilbage til kampene, vi vil bruge samme styrke og mere til,« sagde han mandag aften, mens han adresserede de israelske styrker.
Dagens Pilestræde
Finansloven plejer normalt at være den helt store politiske stridsplads, hvor der rigtig bliver skubbet med spidse politiske albuer. Men sådan skulle det ikke gå i år – Finansloven 2024 er en historisk bred aftale, hvor 11 ud af Folketingets 12 partier er med i aftalen.
Tyder det på en ligegyldig og uambitiøs finanslov, eller har finansminister Nicolai Wammen endelig fået begravet de økonomiske stridsøkser med et samarbejdende folkestyre? Lyt med her.
Fik du læst?
Uddannelse | Den 115-årige gamle kostskole Bagsværd Kostskole måtte til den årlige generalforsamling forleden hyre vagter for at håndtere elever og forældre, der er frustrerede over, at kostskolen skal lukke, skriver Jens Ejsing og Jonas Stenbæk Christoffersen.
Uddannelse | 73 procent af de personer, der i sommer fik tildelt en plads på Hvidovre Gymnasiums STX-afdeling, havde ikke søgt pladsen. Isabella Ørbæk var i sin tid én af disse personer, skriver Malte Møller Madsen.
Privatøkonomi | Danskere med en årsindkomst i den høje ende får særlig glæde ud af regeringens bebudede skattereform, hvis de skruer op for indbetalingerne på deres pensionsordning, skriver Povl Dengsøe.
Lige nu
En voldsom vinterstorm raser over Ukraine og dele af Rusland. I Ukraine er mindst otte personer døde.
Særligt Krim er hårdt ramt. Der er meldinger om, at russiske forsvarsværker langs Krims kyst kan være skyllet væk af de store bølger, men det er endnu ikke bekræftet.
God dag!
Venlig hilsen
Albert Søgaard Thomsen, journalist