Flere fremtrædende demokratiske medlemmer af Repræsentanternes Hus slutter sig til den gruppe af politikere, der kræver New York-guvernør Andrew Cuomos afgang.
I de seneste uger er der kommet flere anklager frem mod den tidligere så populære guvernør om sexchikane og upassende adfærd.
Fredag har Alexandria Ocasio-Cortez og Jerry Nadler sluttet sig til flere andre politikere fra New York, der beder Cuomo træde tilbage.
»I denne uge kom den anden beskyldning om seksuelle overgreb og den sjette beskyldning om sexchikane mod guvernør Cuomo«, skriver Ocasio-Cortez i en fælles udtalelse med et andet kongresmedlem, Jamaal Bowman, der også er fra New York.
»Det faktum, at den seneste anmeldelse fandt sted for nylig, er alarmerende«, tilføjer de.
Den 63-årige Cuomo har afvist alle anklager. Han gentager i en udtalelse fredag aften dansk tid, at han ikke vil træde tilbage.
»Jeg vil fokusere på mit arbejde, siger han og understreger, at han gerne vil samarbejde om at undersøge anklagerne, så 'vi får fakta på plads'.«
Han tilføjer, at han ikke synes, at det er "ansvarligt" at tage stilling, inden man kender til fakta i sagen.
De kvinder, der har rejst beskyldningerne mod Cuomo, er for de flestes vedkommende hans tidligere ansatte.
Jerry Nadler og et andet demokratisk medlem af Repræsentanternes Hus, Carolyn Maloney, kritiserer Cuomos reaktion.
»De gentagne beskyldninger mod guvernøren og den måde, han har svaret på dem, har gjort det umuligt for ham at fortsætte,« sagde Nadler i en udtalelse, kort inden at Cuomo udtalte sig i New York.
Torsdag kom det frem, at Cuomo er blevet politianmeldt for angiveligt at have befamlet en kvindelig medarbejder. Det skal være sket i slutningen af 2020.
Også i New Yorks egen delstatskongres har mindst 121 medlemmer offentligt givet udtryk for, at de mener, at Cuomo ikke længere kan lede staten og bør forlade embedet omgående.
Ifølge en optælling fra nyhedsbureauet AP drejer det sig om 65 demokrater og 56 republikanere. Cuomo selv er demokrat.
Også New York Citys demokratiske borgmester, Bill de Blasio, mener, at Cuomo bør træde tilbage.
/ritzau/Reuters