Italien står over for en ny bølge af coronasmitte, advarer landets premierminister, Mario Draghi.
Hans regering gør klar til at skærpe restriktionerne over det meste af landet.
Det betyder, at skoler, restauranter, butikker og museer i de fleste af Italiens regioner igen skal lukke fra på mandag.
Draghi oplyste ikke mere om de nye tiltag, da han fredag besøgte et nyt vaccinationscenter i Fiumicino-lufthavnen i Rom. Men han sagde, at hans regering har besluttet at indføre "passende og proportionelle" restriktioner.
»Mere end et år efter, at sundhedskrisen begyndte, står vi desværre over for en ny bølge af smitte«, siger premierministeren.
Fra mandag vil alle regioner, der har over 250 smittetilfælde per 100.000 indbyggere, blive såkaldt rød zone, hvor restriktionerne er skrappest.
De foreløbige tal tyder på, at det vil medføre nedlukning i de fleste italienske regioner.
I påskedagene fra 3. til 5. april vil hele Italien blive rød zone, bekræfter Draghis kontor.
Fredag kunne Italiens sundhedsmyndigheder melde om næsten 27.000 nye smittetilfælde og 380 coronadødsfald i løbet af det seneste døgn. Det er en lille stigning i forhold til torsdag.
I den seneste uge er antallet af nye smittetilfælde steget med 15 procent.
Tallet har været støt stigende i de seneste tre uger, og det »bekræfter starten på en tredje bølge«, sagde chefen for tænketanken Gimbe, Nino Cartabellotta, torsdag.
Han tilføjer, at i mere end halvdelen af Italiens 20 regioner er hospitalerne allerede overbelastede på grund af de mange coronapatienter. Det gælder især intensivafdelingerne.
Derfor skal italienerne nu være »ekstra forsigtige« for at begrænse såvel antallet af dødsfald som det pres, der kommer på hospitalerne, siger Draghi.
»Vi har stadig en frisk erindring om, hvad der skete sidste forår, og vi vil gøre alt for at forhindre, at det sker igen«, siger han.
Den omfattende nedlukning i Italien sidste forår varede i flere måneder og udløste den værste økonomiske krise, landet har oplevet siden Anden Verdenskrig.
Tidligere på ugen kunne Italien meddele, at landet nu har passeret 100.000 døde i alt blandt de coronasmittede.
/ritzau/AFP