Torsdag var det et år siden, at store dele af Danmark blev lukket som et værn mod spredningen af covid-19. Det har rystet vores arbejdsliv. To millioner danskere sendt hjem fra jobbet, og det samme skete for knap en halv million elever og studerende.
De af os, der ikke er blevet fyret, men stadig arbejder eller studerer, har helt eller delvist mistet følingen med vores virke. Vi har mistet det overordnede perspektiv på, hvad arbejde er for os. Vi ved ikke, hvor meget det skal fylde i vores liv. Eller hvad det egentlig skal stimulere. Og vi er i tvivl om, hvorvidt vi overhovedet bidrager til noget som helst med vores virke. Det lyder måske ikke så dramatisk, men for den enkelte er spørgsmålene eksistentielle, og derfor er det vores grundvold, der bliver rystet.
