Et medlem af den franske førstedame Brigitte Macrons familie er blevet overfaldet foran familiens chokoladebutik i det nordlige Frankrig.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Angrebet skete mandag aften i byen Amiens. Det ramte Brigitte Macrons nevøs 30-årige søn, Jean-Babtiste Trogneux.

Han var på vej hjem til sin lejlighed efter en arbejdsdag i chokoladebutikken. En butik, som familien Trogneux har drevet i seks generationer.

Han blev ramt i hovedet, på armene og på benene, fortæller hans far og Brigitte Macrons nevø, Jean-Alexandre Trogneux.

Overfaldsmændene fornærmede »præsidenten, hans hustru og vores familie«, tilføjer han.

»De er gået over grænsen. Jeg er fuldstændig målløs,« siger faren.

Det franske præsidentpar har tirsdag fordømt angrebet.

»Han blev overfaldet, fordi han er vores grandnevø.«

»Jeg betragter disse handlinger som værende fuldstændig uacceptable,« lyder det fra den franske præsident, Emmanuel Macron.

70-årige Brigitte Macron blev født med efternavnet Trogneux.

Hun blev gift med sin nuværende mand, 45-årige Emmanuel Macron, i 2007.

I en sjælden udtalelse tirsdag fordømmer hun overfaldets »fejhed, dumhed og voldelighed«. Det skriver AFP.

»Jeg står fuldstændig solidarisk sammen med min familie. Vi har været i konstant kontakt siden klokken 23.00 i går aftes,« siger hun.

»Jeg har flere gange fordømt denne slags vold, som kun fører til værre ting,« lyder det fra den franske førstedame.

Hun mødte Emmanuel Macron i 1990erne på en privatskole i Amiens. Hun var lærer, og han var elev.

Der har været store protester i Frankrig, siden præsident Macron i marts benyttede sig af en særlig artikel i den franske forfatning til at gennemtvinge en omstridt pensionsreform.

Reformen hæver blandt andet pensionsalderen fra 62 til 64 år.

/ritzau/