Frankrig gør mundbind obligatoriske i butikker

Fra næste uge er det obligatorisk at bære mundbind i offentlige områder indendørs, siger premierminister.

 
Coronavirus har ramt hele verden. Få et overblik her. Redigering: Ida Meesenburg og Mathilde Oda Jørgensen. Fold sammen
Læs mere

Fra næste uge er det i Frankrig obligatorisk at bære mundbind i offentlige områder indendørs. Det gælder eksempelvis butikker.

Det oplyser den franske premierminister, Jean Castex, torsdag.

Ifølge Castex er situationen med coronavirus på rette vej. Men der er »visse lokale situationer, som kræver større agtpågivenhed«, siger den nyudnævnte premierminister.

Mundbind er i forvejen påkrævet i den offentlige transport og ved de fleste genåbnede kultursteder som museer. Desuden skal ansatte i restauranter og barer bærer mundbind.

Men det nye tiltag går videre end de hidtidige regler. Det betyder, at det også bliver obligatorisk at bære mundbind i alle butikker.

Ifølge Castex vil regeringen desuden overveje, om mundbind også skal være obligatoriske på arbejdspladser.

Beslutningen er taget, efter at præsident Emmanuel Macron tidligere på ugen sagde, at han ønskede at gøre mundbind obligatoriske indendørs.

Frankrig er et af de lande i Europa, der har været hårdest ramt af coronavirus. Landet har registreret flere end 30.000 dødsfald relateret til virusset.

Coronaepidemien betød, at landet lukkede ned fra 17. marts til 11. maj for at mindske spredningen af virusset.

Castex blev udpeget som ny premierminister for to uger siden. Han siger, at han forventer en negativ økonomisk vækst på 11 procent på grund af coronakrisen.

Det vil være Frankrigs værste økonomiske tilbagegang nogensinde.

/ritzau/dpa