For tre måneder siden var han dømt ude. Nu er Erdogan tilbage for fuld kraft – og Europa er skakmat

Erdogan bliver skældt ud og kritiseret internationalt, men i Tyrkiet er hans Syrien-offensiv en vindersag. Den løser ikke blot præsidentens største politiske problemer, men samler landet og strammer Erdogans klemme på Europa netop der, hvor det gør mest ondt på EU-landene.

Forløber præsident Erdogans offensiv efter planen, kan han ikke alene fjerne truslen fra det, han opfatter som kurdiske terrorister ved Tyrkiets grænse, men også slippe af med to millioner af de syriske flygtninge, som i dag bor i Tyrkiet. Umit Bektas/Ritzau Scanpix

Da Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, en sen søndag aften i juni meddelte sit partis nederlag ved borgmestervalget i Istanbul, lignede det begyndelsen på slutningen for Tyrkiets stærke mand.

Præsidenten havde tabt tre valg i træk, han havde mistet sit flertal i parlamentet, lagt landets økonomi i ruiner og kastet Tyrkiet ud i diplomatiske kriser med USA, EU, Rusland og det halve Mellemøsten. Herfra var der kun en vej, så det ud til – og den vej gik nedad.