Flyselskab ramt af shitstorm: Bad ammende kvinde om at dække sig til

I april 1974 skabte medlem af Københavns Borgerrepræsentation Tine Schmedes postyr ved at amme sit spædbarn under byrådets første møde. Overborgmester Urban Hansen var ikke helt tilfreds. Allerede her tog vi fat på en debat, som stadig pågår rundt om i verden.

Foto: Zdenek Fiamoli

Det hollandske luftfartsselskab KLM er blevet fanget i en ophidset debat om amning i det offentlige rum. Det er sket, fordi selskabet har meldt ud, at det kan bede kvinder om at dække sig, når de ammer om bord på fly, hvis andre passagerer føler sig krænket.

Spørgsmålet er blevet aktualiseret, fordi Shelby Angel fra Sacramento i USA søndag skrev et opslag om sine oplevelser på et KLM-fly her i sommer.

»Allerede inden vi lettede, blev jeg kontaktet af en stewardesse med et lille tæppe,« skrev hun. Hun fik at vide, at hvis hun havde tænkt sig at amme sin etårige datter under flyvningen, skulle hun venligst dække sig til. Da hun nægtede, fik hun at vide, at hun selv måtte udrede situationen, hvis en anden passager skulle finde på at klage.

Men ingen klagede, skriver Angel.

Da hendes opslag dukkede op på Facebook, blev flyselskabet konfronteret via Twitter. Men KLMs svar har været konsistent: Amning er tilladt om bord, så længe det ikke generer andre passagerer.

»For at sikre, at alle vores passagerer med deres forskellige baggrunde alle føler sig veltilpas om bord, kan vi bede en mor om at dække sig til under amning, hvis andre passagerer skulle føle sig krænket af det,« skrev luftfartsselskabet tirsdag på Twitter.

Offentlig amning har været genstand for en årelang debat. Nogle argumenterer, at der er tale om en ganske naturlig praksis, mens andre siger, at det er et spørgsmål om anstændighed i det offentlige rum. Debatten har i de senere år fået prominente skikkelser til at gå i brechen for det, de anser for naturligt og normalt. I 2017 skabte det overskrifter, da den australske senator Larissa Waters ammede sin datter i parlamentet. Senest har den newzealanske premierminister vakt opsigt ved at tage sit spædbarn med på arbejde – herhjemmefra kunne man nævne folketingsmedlem Mette Abildgaard fra Det Konservative Folkeparti.

KLMs Twitter-post fik hurtigt tusindvis af svar – mange af dem lamslåede eller rasende. Nogle bad luftfartsselskabet om at ændre politik, mens andre svor aldrig at flyve med KLM igen.

»Amning er den mest naturlige ting i verden, så det burde ikke få nogen uanset kulturel baggrund til at føle ubehag,« skrev Catherine Noone, næstforkvinde for det irske senat onsdag. »Chokerende reaktion fra KLM.«

»Ville de også bede folk om at dække deres hud og andre kendetegn for at tilgodese passagerer med racistisk eller homofobisk baggrund?« spurgte Chris van Tulleken, en læge fra London.

Andre, som sygeplejerske Becca Brettscheider fra Virginia, betegnede luftfartsselskabets politik som en »ikke urimelig anmodning«.

Spørgsmål og kommentarer fortsætter i en lind strøm, men KLM fastholdter sit budskab.

Oversættelse: Lars Rosenkvist