Flertal kræver lovindgreb efter Kinas pres på Færøerne: Vi skal ikke være det svage led

Kinas fremfærd på Færøerne får et bredt flertal i Folketinget til at efterlyse en nødbremse, der kan beskytte følsom infrastruktur som lufthavne og telenet mod udenlandsk overtagelse. En række vestlige lande er allerede gået foran.

Danmark skal sikres bedre mod risikoen for afpresning fra lande som Kina og Rusland. Det siger en stribe partier i kølvandet på kinesiske trusler mod det færøske landsstyre.

Den kinesiske ambassadørs fremfærd på Færøerne illustrerer, at Danmark har brug for nye værktøjer til at tackle det voksende pres fra stormagterne. Det siger Venstres udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen.