Flere eksplosioner rammer Bangkok under topmøde

Flere mindre eksplosioner har ramt Bangkok, hvor diplomater fra flere stormagter deltager i et topmøde.

THAILAND-BLASTS/
Eksplosionerne sker, mens Bangkok er vært for topdiplomater fra blandt andet Kina, USA og andre stormagter, der deltager i et topmøde i byen. Fold sammen
Læs mere
Foto: SOE ZEYA TUN

Der har været flere mindre eksplosioner i Thailands hovedstad, Bangkok, tidligt fredag morgen dansk tid.

Det rapporterer flere lokale medier, skriver nyhedsbureauet Reuters. Tre personer meldes såret.

Eksplosionerne sker, mens Bangkok er vært for topdiplomater fra blandt andet Kina, USA og andre stormagter, der deltager i et topmøde i byen.

Blandt andre USA's udenrigsminister, Mike Pompeo, deltager i mødet, der er arrangeret de sydøstasiatiske landes organisation, Asean.

Thailands premierminister, Prayuth Chan-ocha, fordømmer på Twitter dem, der står bag bomberne. Han vil øjeblikkeligt lancere en efterforskning af sagen.

»Angående bomberne denne morgen vil jeg fordømme dem, der har skabt denne situation, som ødelægger freden og skader landets omdømme,« skriver han.

»Jeg har instrueret embedsmænd til omgående at tage sig af befolkningens sikkerhed og af de ramte.«

Der er tidligt fredag morgen ikke nogen, der officielt har taget skylden for eksplosionerne.

Ifølge nyhedsbureauet AP er to eksplosioner ramt i nærheden af to togstationer i den thailandske hovedstad.

Derudover skal to eksplosioner have ramt ved en regeringsbygning i udkanten af byen.

Vicepremierminister Prawit Wongsuwan oplyser, at politiet har anholdt to mistænkte i sagen.

/ritzau/